Fælles front mod sandsugning i Øresund
Nu er også de svenske myndigheder bekymrede over konsekvenserne af den sandsugning, der finder sted i den danske del af Øresund. Derfor vil Helsingørs borgmester Benedikte Kiær kontakte alle borgmestre i Øresundsvandsamarbejdet for at få den danske miljøminister til at tage problemet alvorligt.
"Den her sag er grotesk. Miljøministeren har gang på gang afvist, at sandsugning har konsekvenser for kysterne på trods af at vi oplever det modsatte. Men nu viser det sig, at de svenske myndigheder mener, at sandsugning også skader kysterne. Jeg håber virkelig ministeren vågner op nu, hvor de svenske myndigheder slår alarm over den danske sandsugning," siger Benedikte Kiær.
Miljøministeren: Sandsugning ødelægger ikke kysterne
Benedikte Kiær vil søge opbakning fra kommunerne i Øresundsvandsamarbejdet, der består af kommuner på både dansk og svensk side af Øresund. Formålet er at lægge maksimalt pres på den danske miljøminister, så der hurtigst muligt bliver udformet en forpligtende aftale om beskyttelse af Øresund, hvilket blandt andet også skal betyde et totalt forbud mod råstofindvinding.
”Tag dig sammen og ret ryggen, miljøminister”
I denne uge havde borgmesteren møde med Københavns Universitets marinbiologiske laboratorium, og her fik borgmesteren kun bekræftet, at sandsugningen ikke bare ødelægger Øresund men også påvirker kysterne negativt.
Greenpeace: Klager over sandsugning ignoreres
"Ministeren har direkte afvist, at sandsugningen påvirker kysterne og ødelægger det unikke liv vi har i Øresund, men fakta viser det modsatte og jeg stoler altså mere på, hvad de svenske myndigheder, marinbiologer og erhvervsfiskere siger i denne sag, end jeg stoler på ministeren," siger Benedikte Kiær.