Fortsæt til indhold

Kystdirektoratet afviser nye undersøgelser

Samfund
Kim Ravn-Mortensen

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, er slet ikke tilfreds med de svar fra miljøministeren, der sidste uge, frikendte sandsugningerne på Lappegrund som medvirkende årsag til, at flere strande i Nordsjælland mere eller mindre er forsvundet.
Hun vil derfor bede politikere i Folketinget om at stille flere og mere udybende spørgsmål til miljøminister Kirsten Brosbøl.
Benedikte Kiær vil have ordentlige og fyldestgørende på spørgsmål som disse:
*Er råstofindvindingen i Øresund overhovedet bæredygtig?
*Hvad er grænserne for, hvor meget sand, man skal og må suge op uden at ødelægge miljøet?
*Hvem fører tilsyn med, om der bliver suget rigtigt og ikke for meget.
*Hvad siger svenskerne, som for længst har forbudt råstofindvinding i Øresund.
”Jeg er klar med en masse nye spørgsmål, for det virker som om, man bare lukker øjnene og lader dem suge løs,” siger Benedikte Kiær til Lokalavisen.dk.

Nye undersøgelser er spild af penge

Hun undrer sig også over, at Kystdirektoratet modsat Dansk Hydraulisk Institut, ikke mener, der er behov for at lave nye undersøgelser, som en gang for alle skal belyse, om sandsugningerne på Lappegrunden er med til at ændre strømforholdene i Øresund og dermed med til at ødelægge strandene.
Det vil Per Sørensen, kystteknisk chef for Kystdirektoratet gerne svare på:
”Vi har indgående studeret kysten, og vi har de undersøgelser, der skal til. Vi er sikre på, at sandsugning på Lappegrund ikke har nogen påvirkning af betydning på strandene i Nordsjælland,” siger Per Sørensen.
Det vil være spild af penge, at lave nye undersøgelser, mener han.
”Når vi får en henvendelse fra Naturstyrelsen om påvirkningen på kysten, så laver vi en screening ud fra vores vidensbase, og den viser, at det ikke vil have nogen nævneværdig påvirkning, siger Per Sørensen.
Problemerne med, at strandene forsvinder, er gamle og skyldes ikke sandsugning, siger han.
Kystdirektoratet har ikke undersøgt, om strømforholdene har ændret sig på Lappegrund på grund af sandsugning.
”Det er der heller ingen grund til, for vi skal kigge på, om der sker påvirkninger inde på selve kysten, og det gør der ikke. Ændringer i havdybden halvanden kilometer fra land har ingen indvirkning på de bølger, som flytter sandet fra strandene – det har vi undersøgt,” siger den kysttekniske chef.
Kystdirektoratet har lavet egne forsøg og har også benyttet en computermodel udviklet af Dansk Hydraulisk Institut.
”Uanset hvor dybt et hul man har halvanden kilometer ude i vandet, så vil det ikke påvirke de bølger og strømmen, som går langs kysten. Det er lige meget, hvor meget sand man fjerner halvanden kilometer ude i havet – det har ingen betydning for, hvad der sker på kysten,” understreger Per Sørensen.
Hvis I blev spurgt, om det var i orden at suge hele Lappegrunden væk. Hvad ville I så svare?
”Det ville vi ikke have nogen bemærkninger til.”