Fortsæt til indhold

Provstiet støtter fortsat udvikling af Café Grenaa

Samfund
Arkiv

Grenaa Café Grenaa kan nu øge sin hjælp, støtte og omsorg til mennesker i udsatte livssituationer, efter Norddjurs Provsti har bevilget støtte i form af et kontant bidrag på 32.000 kroner, og det glæder naturligvis caféens daglige leder Kennth Flammild.

"Café Grenaa har været i en konstant positiv udvikling siden åbningen den 15. januar 2017. Vi har omkring 40 dedikerede frivillige, og vi oplever en god opbakning i lokalmiljøet. Men det er samtidig en løbende udfordring af skaffe finansiering, især fordi vi efterhånden har rigtig mange forskellige aktiviteter. Så det er meget glædeligt, at Norddjurs Provsti nu støtter os med 32.000 kroner," siger caféleder Kenneth Flammild.

Kirkens ånd

Café Grenaa er åben for alle og arbejder især for socialt svage og ensomme mennesker, og det falder godt i tråd med kirkens ånd, forklarer provst Lars Seeberg.

"Jeg vil gerne, at folkekirken i Norddjurs flytter endnu mere af sin opmærksomhed fra kirkens huse til de mennesker, som har brug for kirkens støtte. Vi kalder det diakoni eller næstekærlighed. Café Grenaa gør en stor og god indsats for mange mennesker, og ved at støtte Café Grenaa, støtter provstiet de mennesker, kirken måske ikke selv kan nå. Og Café Grenaa er virkelig et dejligt sted at være," lyder det fra Lars Seeberg.

Provstiet var med til at etablere Café Grenaa i 2017 sammen med Norddjurs Kommune og KFUM’s Sociale Arbejde. Cafeens drift finansieres af Norddjurs Kommune, Norddjurs Provsti og forskellige fonde, puljer og lokale bidrag.

Kenneth Flammild forudser, at Café Grenaa vil få endnu flere gæster fremover. Blandt andet på grund af større sociale udfordringer i kommunen – der er en udløber af den kommunale budgetaftale, med store besparelser på det sociale område.