Fortsæt til indhold

Retræte: Når unge tager fat på emnet 'Forfald som kunst'

Kirsten Holme Nielsen takker af efter 15 år som leder af Hammel Billedskole

Samfund
Michael Wulff

HAMMEL ”En af eleverne på mit hold om torsdagen havde tænkt over vores emne her i efteråret, ’Forfald som kunst’. Så kiggede hun på mig og spurgte, hvor gammel er du?”

Kirsten Holme Nielsen er leder af Hammel Billedskole og om få dage på vej mod den sidste fernisering, som hun står i spidsen for. Vi har sat hinanden stævne en stille formiddag i kulturhus Inside i Hammel, hvor billedskolen holder til.

”Jeg svarede: 63 år. Så kiggede pigen på mig og sagde: ’Du har ikke så mange rynker endnu!’ Nej, heldigvis kan jeg stadig fylde dem ud,” lyder det fra Kirsten med et stort smil.

Kroppen skal være med

Når hun fortæller om billedskolen gennem de 15 år, hun har været med som leder, er man ikke i tvivl om, at den har fyldt rigtig meget i hendes liv.

Nu, hvor efteråret på Hammel Billedskole har været fyldt med forfald fra blandt andet genbrugsstationen ’som jo rummer masser af farver’, har Kirsten Holme Nielsen midtvejs mellem to nye hofter og et hjerte, som kræver lidt ekstra opmærksomhed, erkendt, at hun skal tænke på sig selv.

”Jeg elsker at have med disse børn at gøre. Men du er nødt til at tage hensyn til kroppen, og så vil jeg hellere slutte nu, hvor det kører rigtig godt,” siger hun.

”Vi har så gode forældre, en god bestyrelse, og så er jeg tryg ved, at Vibeke (Grusgaard Andersen, red) skal overtage ledelsen.”

”Så kan jeg læne mig tilbage og kigge på en god tid, hvor opbakningen fra forældrene har været i top.”

15 år som leder er det blevet til i Hammel Billedskole. Ved siden af denne tjans er Kirsten Holme Nielsen lærer på Frijsendal Friskole i Sall, hvor hun som efterlønner underviser et par gange om ugen i billedkundskab og 1. klasse i engelsk.

Gamle elever hilser på

Eleverne glemmer ikke Kirsten lige med det samme. De er i alderen fra otte til gymnasiet kalder.

”Og så har de ikke tid til billedskole længere, men da jeg forleden mødte nogen af dem ved bussen, hilste en flok på mig. Det er dejligt.”

Der har gennem tiden i Hammel Billedskole været masser af oplevelser med glade unge.

”En af pigerne på yngsteholdet sagde til mig, at hun ville blive i skolen, så længe jeg var her. Nu er hun voksen og i gang med en læreruddannelse. Men hendes far er her stadig – som kasserer,” griner Kirsten Holme Nielsen.

Drengene nyder respekt

Noget af det, billedskoleeleverne holder af, er, ifølge Kirsten, at her kan man lave de ting, som der ikke er tid til i den rigtige skole.

”Det fortalte en pige mig engang – og så gav hun mig en gave, som ’hun havde brug for at give mig’. Et lille julehjerte i sølv,” fortæller Kirsten, mens hun trækker vejret ekstra dybt.

Hammel Billedskole har overvejende piger som elever. Men de drenge, som finder derhen, nyder den respekt, som de oplever, fortæller hun.

”Der var en af drengene, som sagde: Her er så rart, fordi her må jeg godt være. Han oplevede, at han blev respekteret af de mange piger.”

Isbjørn i Kirstens støvler

Kirsten har heller ikke været bleg for at klæde sig ud som isbjørn, da billedskolen var med i den store klimaevent, som Favrskov Kommune afholdt.

”Så kom en af pigerne og spurgte: Kirsten, er du derinde? Jeg kan genkende dine støvler.”

Ferniseringen

På torsdag 22. november er der fernisering på 'Forfald som kunst'. Det foregår selvfølgelig i Inside på Dalvej i Hammel.

"Det er sådan et godt sted. Her er vi på neutral bane i forhold til, hvor børnene ellers går i skole."