Her er Godsbanens fire nye vejnavne
Kommunen har vedtaget fire nye vejnavne, efter de oprindelige blev kritiseret
Efter hård kritik af manglende borgerinddragelse og tilstrækkeligt lokalt schwung over vejnavnene i byens nye kvarter på Godsbanearealerne, valgte politikerne i byrådet at gå med til en omdøbning af nogle af vejen.
Fire nye veje på Godsbanearealerne er nu blevet navngivet, og efter utallige opfordringer har man valgt at opkalde dem efter aarhusianske kulturpersonligheder.
Navnene er blevet udvalgt i samarbejde med lokale kulturinstitutioner, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Det er skuespiller Bodil Lindorff, scenekunstner Karen Wegener, billedkunstner Anne Klindt og musiker Kjeld Tolstrup, der hver især får opkaldt en vej efter sig.
Vejnavnene skabte stor debat, da Teknik og Miljø løftede sløret for de første 13 navne tidligere på året, men der blev lyttet til kritikken, og derfor startede et samarbejde med kultur- og musikmiljøet i området, som Teknik og Miljø i fællesskab har fundet frem til en løsning med.
”Det er et stort puslespil med mange interesser, som vi har forsøgt at få til at gå op. Jeg er glad for, at vi nu har fundet frem til i alt 16 navne, som alle repræsenterer den samme kulturelle og kreative udvikling, der kendetegner området omkring Godsbanearealerne,” siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.
De fire nye navne betyder, at flere af de tidligere besluttede navne har fået nye placeringer i området. Desuden får Trille Nielsen i stedet en vej opkaldt efter sig i Lisbjerg i et område med børnekultur.
Også Louise Lindskrog, byrådsmedlem fra Socialdemokratiet, er glad for det endelige resultat.
”Nu er kommet en mere ligelig kønsfordeling, og det er er jeg rigtig godt tilfreds med. Samtidig har kulturaktørerne i Aarhus fået mulighed for indflydelse, så det er en god løsning, vi har fundet frem til," siger hun.
dp