Mysteriemanden fra Auning: »Det er fortællingerne, der binder os sammen«

Vi genkender den, når vi møder den, den gode historie, og i Auning kan du møde den i form af formidleren, teaterinstruktøren, dramatikeren, lydproducenten, skuespilleren, underviseren, kunstneren og popcornmaskinen Christian Eiming fra Auning.

Popcornmaskine er Christian blevet kaldt af andre, fordi ideerne popper ud af ham som popcorn fra en popcornmaskine. En karakteregenskab, der kan tage pusten fra de fleste, men er utrolig værdifuld, når den røde tråd i ens liv er fortællinger og formidlingen af dem på tværs af medier.

»Jeg er først og fremmest historiefortæller. På mange forskellige måder og mange forskellige platforme. Og jeg eksperimenterer hele tiden med at finde nye måder at fortælle historier på. Det gør jeg, fordi jeg synes, historierne er det, der skaber vores liv. Det er fortællingerne, der binder os sammen,« forklarer han om passionen, der er drivkraften i et liv som selvstændig erhvervsdrivende i storytelling, escape-mysterier og iscenesættelser.

En god historie

»Jeg har fortalt historier fra en teaterscene i mange år, hvor jeg har instrueret og skrevet og også selv stået på scenen. Under corona kom der mere lyd ind over, og jeg byggede et lydstudie herhjemme, hvor jeg laver en del indtalinger til reklamer og podcast. Den anden halvdel af mit virke handler om arrangementer og undervisning, hvor jeg videreformidler glæden ved at fortælle til andre.«

Om han underviser studerende på Syddansk Universitet i at formidle deres forskning, hjælper et ungt menneske med eksamensangst til at stå ved sig selv eller som frivillig taler med børn i Børnetelefonen, så handler det om det samme, nemlig fortællingerne.

»En god historie er en, hvor der er noget på spil. Der skal være en konflikt eller flere. Noget der rører dig. Den skal have en begyndelse, en midte og en afslutning, der fungerer. Og så synes jeg også, der gerne må være et ekstra lag, som du måske først tænker nærmere over senere.«

Marilyn Monroes digte

Projekterne kan godt komme fra Christian Eimings hjerte »con amore«, men langt de fleste historier får livsgnist via de mennesker, han skaber dem til.

»Jeg synes, det er vældig interessant at sætte forskellige medier sammen til nye historier. Sidste år lavede jeg et arrangement i en kirke sammen med en jazzpianist, hvor jeg læste digte op skrevet af Marilyn Monroe. Der er ikke mange, der ved, at hun skrev digte, men det gjorde hun, hun har endda skrevet mange digte. Jeg læste op, og pianisten lagde underlægning til undervejs, uden han på forhånd havde hørt digtene. Der bliver ord og musik løftet op til en ny fortælling,« forklarer han.

Christian lægger samtidig stor vægt på, at lade folk selv komme til orde i historierne.

»Det kan for eksempel være som i den julekalender, jeg lavede til Naturpark Mols Bjerge, hvor jeg talte med 24 konfirmander om deres rødder, og hvor de kommer fra. Det blev til 24 små historier, som egentlig var meget dagligdags, men også meget sigende for netop deres liv. De små nære historier er lige så vigtige som de store,« understreger han.

Det første kys

»Når jeg har med unge at gøre, så har jeg en øvelse, der hedder: Lad os tale om det første kys. Den bruger jeg også, når jeg taler med ældre. Det er helt vidunderlige historier. Vi glemmer at spørge vores forældre og bedsteforældre om deres første kys, eller hvad de gjorde, da de var forelskede. Vi har så let ved at glemme samtalen og de små nære historier i dag. Vi forlader os alt for meget på Facebook, TikTok og Snapchat. Det er sådan noget kort ti-sekunders noget. Nærværet mangler. Og nærvær er enormt vigtigt. Vi har brug for historier, vi kan dykke ned i, fordybe os i og drømme os væk i. Det, at leve sig ind i en historie, er meget vigtigt,« konstaterer Christian Eiming.

»Jeg er også begyndt at illustrere glemte klassikere. Det begyndte, da min søns klasse skulle læse Herman Bangs ’Branden’. Den er enormt svært at læse, men også enormt spændende. Så den indtalte jeg og lagde lydeffekter på, og så lavede vi et eksperiment med eleverne for at se, om det fungerede. Og det gjorde det i den grad. De fik øjnene op for den her utrolige fortælling, som de ellers bare villa have lagt til side.«

Skræddersyede gåder

Escape-mysterier har fået en særlig plads i Christians idefyldte hjerne. Han udvikler escape-mysterier på bestilling, skræddersyede så de passer præcis til den enkelte virksomhed.

»Jeg synes, det er vigtigt, at inspirationen til mysteriet kommer fra noget, medarbejderne i virksomheden kender fra deres hverdag. Jeg forsøger hver eneste gang at gøre mysterierne så virksomheds-specifikke som mulig. Det betyder også, at jeg laver en meget stor research, inden jeg går i gang. Virksomhederne skal kunne mærke, at det er skabt til lige netop dem.«

Christian Eiming har også skrevet escape-mysterier til skoler og til undervisningsbrug. Han har blandt andet lavet et gådeløb til Randers Realskole, og arbejder lige nu på et naturfagsmysterium til Grejbanken i Randers.

»De vil gerne have noget, der kan bruges til undervisningsbrug, så jeg er ved at lave et mysterium om nogle efterkommere fra Tjernobyl, hvor man skal ind og kigge på atomer og uran og sådan noget.«

Christian Eiming er desuden manden bag Danmarkshistoriens største escape room, som han skabte sidste år i efterårsferien, da hele Auning blev inddraget i gåde-legen med spor fordelt over hele byen.

»Det handler meget om at lade sig inspirere af det, man ser – de muligheder, der er på stedet. Det skaber helt andre historier, end hvis man sidder derhjemme og skriver.«

Brudte historie

Nogle af de sværeste fortællinger er dem, Christian Eiming hører, når han som frivillig sidder klar og taler med børn, der ringer ind til Børnetelefonen.

»Børnetelefonen eksisterer, fordi vi er dårlige til at tale sammen. De børn ville ikke ringe ind, hvis de havde et bagland, der bakkede dem op. Det er ikke fordi, vi er blevet dårligere forældre, men tiderne har ændret sig, og vi er nok blevet dårligere til at være nærværende, spørge ind til og lytte. Så det er det, jeg kan gøre. Give dem nærvær og lytte,« forklarer han.

»De ringer ind med en brudt fortælling: Jeg bliver drillet i skolen, min kæreste er gået fra mig, min bedste veninde vil mig ikke mere. Og det, jeg kan hjælpe dem med, er at omskrive historien, give den en anden vinkel, så de kan leve med den og komme videre. Jeg tror ikke på, vi kan lægge historier væk, der er brudte. Vi har behov for en afslutning. Og det er min rolle på Børnetelefonen: At give de børn, der ringer ind, værktøjet til at afslutte den brudte fortælling, så de kan komme videre.«

Ned fra piedestalen

For en person, der popper ideer i samme tempo som en popcornmaskine, er kreativitet en selvfølge. Spørger man manden selv, mener han dog, at vi som samfund har en tilbøjelighed til at tage skyklapper på og se alt for smalsporet på begrebet kreativitet.

»Picasso sagde engang, at vi alle er kunstnere, når vi bliver født. Kunsten er at blive ved med at være kunstnere, når vi bliver voksne. Jeg er bange for, at vi i dag har skabt et skolesystem, der centrifugerer kreativiteten væk. Vi måler børn på få konkrete boglige ting. De kreative fag ligger nederst og fylder mindst. Men hvad nu, hvis vi begyndte hver skoledag med at danse en halv time eller synge uden at bedømme børnene. Hvad ville der ikke kunne komme ud af det? Jeg tror, det ville være fantastisk,« konstaterer han.

»Det er vigtig at være kreativ og skabende, og du kan være det på et utal af måder. Vi skal tage skyklapperne af og redefinere kreativitet. Vi har det med at sætte den op på en piedestal, men du er ikke kun kreativ, når du maler og tegner eller strikker en sweater. Du er også kreativ hver eneste gang, du laver mad og ikke følger en opskrift slavisk. Og når det lille barn første gang rejser sig op ved et bord, så er det en sindssygt kreativ handling. Vi skal have pillet kreativiteten ned fra den piedestal og anerkende, at det at være skabende og kreativ skal ses i et meget bredere perspektiv.«