Fortsæt til indhold

Lokalavisen Aarhus skifter navn til Din Avis Aarhus

Din lokale ugeavis skifter navn til det, den er. Nemlig Din Avis Aarhus.

Samfund

Uge efter uge har Lokalavisen Aarhus været et samlende medie for historier og handel i hele kommunen. Takket være gode annoncører, loyale samarbejdspartnere og ikke mindst trofaste læsere, har vi skabt et lokalt medie, der i omfang og kvalitet overstiger, hvad mange forventer af en gratis ugeavis.

For os er den gedigne journalistik om små og store sager en forudsætning for at være et relevant medie og en attraktiv samarbejdspartner. Sådan vil det også være i fremtiden. Men vi har skiftet navn og kalder os nu det, vi altid har været: Din Avis. Vi rokker ikke ved det lokale engagement eller de journalistiske ambitioner, som har betydet stribevis af opsigtsvækkende afsløringer, nære historier fra hverdagslivet, fascinerende portrætter og inspiration til at tage del i de mange oplevelser, området byder på.

At vi laver god journalistik, er heldigvis ikke noget, kun vi selv synes. Sidste år modtog tog vi De Lokale Mediers Specialpris, der kun uddeles, når der er en god grund til det. Det skete på baggrund af »den høje journalistiske kvalitet i det, de leverer og formidler,« stod der i begrundelsen, hvori det også hed:

»De formår at udvikle deres avis og formater samtidig med, at de leverer en solid, stærk indsats år efter år.«

Det er vores ambition om hele tiden at udvikle avisen, der har ført til navneskiftet til Din Avis Aarhus. Men det er ikke det eneste, der er lavet om i din lokale avis.

Fra denne uge udkommer Aarhus Onsdag i en form, så den kan tages ud fra resten af avisen og gemmes til alle ugens oplevelser. Med den nye avismodel kan flere i husstanden have fornøjelse af avisen på samme tid. Aarhus Onsdag, der har fået ny og indbydende forside, dækker byens oplevelser fra første række. Aarhus Onsdag er kultur, byliv og guides.

Takket være et samarbejde med Aarhus Stadsarkiv, tager vi dig desuden hver uge med tilbage i historien og dykker ned i, hvad og hvem der har været med til at forme den by, vi kender i dag. Aarhus Onsdag er alt det, der sker hele ugen, og som du ikke vil gå glip af.

Vi håber, du vil tage godt imod de nye tiltag, der tilsammen skaber et endnu stærkere lokalt medie. Så lover vi fortsat at prøve at forstå dem, der strides, lytte til dem, der sjældent bliver hørt og ikke mindst holde øje med dem, der træffer beslutninger på byens vegne.

Bag Din Avis Aarhus står Jyllands-Postens Lokalaviser og en dedikeret redaktion af journalister, der har Aarhus som brændstof og stofområde. Vi håber, du kan mærke det i vores artikler, hvad enten du læser dem i avisen, på mobilen eller som e-avis. Din Avis Aarhus er hele byen, hele livet og helt gratis.

Velkommen til nye sider af Aarhus.