Fortsæt til indhold

Haveselskaber slår sig sammen

Haveselskabet Hammel vil fusionere med Haveselskabet Hadsten og blive til Haveselskabet Favrskov.

Samfund
gs

Mere end 50 mødte frem til Haveselskaberne i Favrskov Kommunes Nytårskur i Inside, Hammel, hvor det store punkt var fusionen af Haveselskabet Hammel med Haveselskabet Hadsten til Haveselskabet Favrskov.

Det var et forslag, der blev taget godt imod, lyder det i en pressemeddelelse.

»Den 7. februar bliver vi forhåbentligt lagt sammen, hvilket vi længe har ønsket. Det vil blive bedre med én god og motiveret bestyrelse frem for to mindre, hvor det i længere tid har været vanskeligt at rekruttere kræfter til, og hvor kræfterne nogle gange ikke slår til,« fortæller Irene Glud Nielsen, formand for Haveselskabet Hammel.

»Først og fremmest håber vi i bestyrelserne, at der bliver et flertalligt ja til sammenlægningen, når vi afholder generalforsamling først for Hadsten Kreds og derefter Hammel Kreds. Det vil betyde, at Haveselskabet Favrskov er på forkant med de organisatoriske ændringer i foreningen Haveselskabet, som forventes godkendt den 22. april,« forklarer Irene Glud Nielsen.

Aktivitetsgrupper

En ny organisation vil have et par aktivitetsgrupper, og på Nytårskuren kom der mange gode forslag til aktiviteter.

»Der blev blandt andet foreslået plantemarkeder, havegrupper, steder til åbne haver og andre arrangementer, kurser i pileflet og betonstøbning, foredrag og etablering af urtehaver på offentlige steder - og utroligt mange andre gode projekter,« tilføjer Irene Glud Nielsen.

Håbet er, at mange ønsker at blive en del af de to aktivitetsgrupper i det nye Haveselskabet Favrskov.

»Med støtte fra bestyrelsen bliver det aktivitetsgrupperne, der skal planlægge og afholde arrangementer inden for de områder, som interesserer dem, er meldingen fra Irene Glud Nielsen.