Vågetjenesten i Skanderborg har 25 vågekoner - og mænd

»Ingen, som ikke ønsker det, skal dø alene. Ligesom der skal ro og omsorg til livets begyndelse, kræver livets afslutning det samme. Ro og omsorg.«

Sådan står der i Vågetjenestens Skanderborgs vision. Tjenesten består af 25 vågekoner og mænd, der tilbyder støtte og aflastning til pårørende, der passer uhelbredeligt syge og døende i eget hjem. Og de tilbyder hjælp hos døende, der har et begrænset netværk. Det betyder, at de sidder med, når livet slutter, og det sidste åndedrag tages.

Lise Olesen har været med i vågekonetjenesten, siden den startede op i 2008.

»Jeg var sygeplejerske og var fyldt 60 år, så jeg var lige gået på efterløn og skulle rigtig til at gå og nyde livet med min mand. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var sådan helt færdig,« fortæller Lise, der i dag er 76 år.

Hun har haft et langt arbejdsliv som sygeplejerske. Først på Skanderborg Sygehus indtil det lukkede 1. januar 1989, og derefter fortsatte hun på Amtssygehuset i Aarhus.

»Jeg kom på en travl kirurgisk afdeling, og jeg så hvor sølle, vi behandlede døende på sygehuset. Derfor syntes jeg, at jeg kunne gøre noget ved at komme i Vågetjenesten,« forklarer hun.

Vil helst dø hjemme

Flere undersøgelser lavet af blandt andre Ældresagen viser, at adspurgt vil vi helst dø hjemme. Og de senere år er andelen af danskere, der dør på sygehuset faldet. De fleste af os dør hjemme. 45 procent dør enten hjemme eller på plejehjem.

Vågetjenesten våger både i private hjem og på plejehjem.

»Vi er der som et tilbud også til de pårørende om aflastning. Det kan være personen er meget urolig, så snart de ligger alene. Det behøver ikke være fordi, man forventer, at de dør snart, det kan være lang tid før. De pårørende vil jo gerne selv være der, når man ved, at døden snart indtræffer,« forklarer Lise og illustrerer med et eksempel.

»Jeg kom hos gammel blind dame, der ikke kunne komme ud af sengen. Hun havde besøg af hjemmeplejen og af sønnen hver dag. Men han skulle på en længere rejse, og han havde sagt til hende, ”Mor nu må du ikke dø, mens jeg er væk.” Det lovede hun at lade være med. Jeg var ved hende flere aftener. Hun ville gerne snakke og fortælle. Hun kendte alt til det gamle Skanderborg og fortalte blandt andet om, da tyskerne under krigen kom på Realskolen, hvor hun gik. Da sønnen kom hjem igen fra rejsen, gik der ikke lang tid, før hun lukkede sine øjne. Så hun havde holdt, hvad hun lovede.«

Roen til at dø

Når Lise bliver bedt om at definere, helt præcist, hvad det er, en vågekone- eller mand kan tilbyde, så kommer svaret prompte.

»Vi kan være der.«

Længere er svaret ikke, men Lise uddyber gerne efter en tænkepause.

»Det er meget det at være der, bringe ro og fornemme, hvad der foregår, holde i hånden, tale beroligende, synge. Vores fokus er den døende, og vi mærker os frem til, hvad der er behov for. Vi er ikke en del af hjemmeplejen, vi må gerne holde i hånd, vi må lytte, måske ryste en pude, men det vigtigste det er, at vi er der, og kan bringe til ro til situationen,« siger hun.

Naturlig afslutning

Lise selv besidder en stor ro, der stråler omkring hende. Den ro har hun også brugt i sit travle liv på sygehuset. Og når hun kommer i hjemmet hos en døende som vågekone.

»Jeg oplevede en 90-årig kone, hvis mand lå og var ved at dø. Hun kunne slet ikke forstå, hvad der var ved at ske. Det var jo ikke ret lang tid siden, han havde været ude og grave kartofler op i haven. Hun så simpelthen ikke, hvad der var ved at ske. Der var også en datter, og hun turde slet ikke gå hen og tage faderen i hånden. Jeg gik hen og tog hans hånd lige så stille, så kunne de godt se, at de godt kunne røre ham. De havde aldrig prøvet at stå ved en døende før, og var skræmte over det, de så,« fortæller Lise.

Selv har hun ingen problemer med at være i rum med døden.

»Jeg er ikke bange for døden. Jeg ser det som en naturlig afslutning på et liv. Min erfaring er, at døden er en fredelig proces i langt de fleste tilfælde. Og så kender vi jo ikke, dem vi våger hos, så det bliver ikke personligt, vi kan være professionelle,« fortæller hun.

Har selv prøvet tab

De fleste i Vågetjenesten Skanderborg er pensionister, der har arbejdet i sundhedsvæsnet tidligere. Typisk som sygeplejerske. Men det er ikke et krav, at man skal have arbejdet som sygeplejerske. Det vigtigste er faktisk, at man selv har prøvet at miste, og man kender til sorg og tab.

»Men det må ikke være for tæt på, for så kan man få aktiveret mange svære minder, og så bliver man ked af det. Det må man også godt, men det duer ikke, når vi skal våge. Der er vi der fuldstændig for den døende,« fortæller Lise Olesen.

Hun tager ikke selv så ofte ud. Hun har, sammen med formanden for tjenesten Anni Korsgaard Clausen, den koordinerende rolle. Det betyder, at hun modtager opkald fra hjemmeplejen om behov for en fra tjenesten, og derefter går hun i gang med at ringe rundt og finde en vågekone.

»Kan jeg ikke finde nogen, så tilbyder jeg selv, hvis jeg altså kan. I få tilfælde må vi sige nej, vi kan desværre ikke hjælpe,« fortæller Lise.

Men for tiden er der ikke så meget at lave. Det har der ikke været, siden corona indtog verden.

»Under corona havde vi lukket helt ned. Men vi syntes godt nok, det starter langsomt op. Vi har ikke så mange forespørgsler. Men det plejer også at komme lidt i bølger, sjovt nok,« siger Lise Olesen.

Læs mere på vaagetjenesten.dk