3 ud af 4 alderstestede asylbørn er i virkeligheden voksne
Retsmedicinsk Institut i København har i år gennemført omkring 800 aldersundersøgelser af asylansøgere, som påstår, at de er under 18 år gamle. Men i 3 ud af 4 tilfælde (cirka 600 af de 800) har retsmedicinerne erklæret dem for voksne. Det skriver Jyllands Posten.
Når Udlændingestyrelsen mistænker, at en asylansøger er ældre, end de siger, sendes de til retsmedicinerne, som udfører alderstesten ud fra røntgenbilleder af fingerknogler og tænder.
Der er flere fordele i asylsystemet, hvis man er mindreårig. Blandt andet kan man ansøge om at få familiesammenføring med sine forældre. Hos Dansk Folkeparti mener man, at det høje tal er tegn på snyd fra asylansøgernes side.
"De forsøger at svindle sig til en opholdstilladelse og fordele, som de ikke er berettigede til," siger Martin Henriksen. Han mener, at konsekvensen bør være, at man fremover alderstester alle, med mindre der helt åbenlyst er tale om små børn, skriver Jyllands Posten.
Hos Dansk Flygtningehjælp er asylchef Eva Singer lodret uening med Martin Henriksen i, at "børnene" snyder sig yngre.
"Der er mange af disse unge, der ikke præcist ved, hvor gamle de selv er, fordi det ikke er noget, som man registrerer i deres hjemlande på samme måde som i Danmark," siger Eva Singer.
Retsmedicinsk Institut vurderer, at man vil nå op på 1.000 aldersundersøgelser inden årets udgang.