SF: Pengene skal følge det stigende antal ældre
SF vil lave en ældregaranti, hvor de penge, der afsættes på finansloven til ældrepleje, følger befolkningsudviklingen i de enkelte kommuner
Skanderborg er den kommune i Østjylland efterfulgt af Syddjurs, hvor den forventede stigning i udgifter på ældreområdet stiger procentvis mest frem til 2024.
SFs ældreordfører og kommunalordfører Kirsten Normann Andersen, der er valgt i Østjyllands Storkreds, peger på, at pengene fra Staten ikke følger med til kommunerne.
"Pengene følger ikke med, og samtidig straffer Staten kommunerne økonomisk, hvis de ikke holder budgetterne. Resultatet er, at de underbudgetterer, så den lokale ældrepleje bliver endnu hårdere presset. Det holder ikke," udtaler hun i en pressemeddelelse.
Ældregaranti
Derfor vil SF på Christiansborg lave en ældregaranti, hvor de penge, der afsættes på finansloven til ældrepleje følger befolkningsudviklingen i de enkelte kommuner. Det betyder, at de kommuner landet over, der oplever de største stigninger i antallet af ældre får tilsvarende flere penge, end de kommuner, som oplever en mindre stigning i antallet af ældre.
"Værdig ældrepleje skal være for alle og ikke kun for de få. Derfor kan det kun være rimeligt, at de kommuner, som har flest ældre også får tilsvarende flere penge til at løfte opgaven. Pengene skal bruges på mere personale og faste teams, så man som ældre ikke møder en ny hver eneste gang - og normeringer, så man aldrig kommer til at stå alene på en nattevagt med 40 ældre," udtaler Kirsten Normann Andersen, der har en fortid som fagforeningsformand.
Hun var formand for FOA – Fag og Arbejdes Aarhus afdeling i perioden 2003-2016.
Fordel for Syddjurs
Direktør Jørgen Andersen, Syddjurs Kommune, siger, at som tingene er nu og her, bliver Syddjurs ikke kompenseret i udligning fra Staten på de udgifter til ældreområdet, som kommunen er nødt til at afsætte i takt med, at antallet af ældre medborgere stiger, som det har været kutyme i en årrække og vil blive forstærket i de kommende år. Det kan man læse i Syddjurs Kommunes direktion Budgetkatalog, som bruges som afsæt til de nuværende politiske budgetforhandlinger om kommunens økonomi i 2019, og de tre næste år (overslagsår).
"Som det er nu, kan vi ikke se, at vi bliver kompenseret på indtægtssiden i forhold til de udgifter, vi som kommune har til det stigende antal ældre i kommunen," siger Jørgen Andersen, der understreger, at han forholder sig til det eksisterende og kendte talmateriale og ikke SF's forslag til ældregaranti.
For en kommune som Syddjurs med den næsthøjeste stigning i antallet af ældre borgere, vil SF's forslag om ældregaranti, alt andet lige, betyde større indtægter til at dække de øgede udgifter.