Når plejehjemsbeboere er ramt af demens: Må en værge forhindre besøg?

Hvad vil demente Lis på 82 år egentlig gerne? Vil hun på tur med en kæreste, eller vil hun ikke? Hvem ved, hvad der er bedst for Lis, når hun ikke længere kan svare selv?

På den ene side står en søn, som er værge for Lis, og forbyder kæresten at besøge Lis. Besøgene gør, ifølge sønnen, Lis utryg og oprørt. Og også plejepersonalet mener, at kærestens besøg har en negativ indvirkning på Lis’ humør.

På den anden side står en kæreste gennem mange år med et stort savn og mener, at han uretmæssigt bliver afskåret fra et gavnligt samvær for dem begge. Frustrationerne er store og ulykkelige på hver side.

Og hvad gør plejehjemmet, hvor Lis bor? Spørger de hver gang Lis, om hun vil have besøg? Eller efterkommer de værgens ønske om, at kæresten ikke må se Lis?

Lis er et opdigtet navn, men dilemmaerne i hendes situation er inspireret af en henvendelse, som Din Avis Aarhus har fået fra en pårørende, der føler sig afskåret fra at besøge sin kæreste på et plejehjem. Redaktionen har derfor sat sig for at opklare, hvor langt en værge generelt må gå? Det viser sig, at sagen er mere kompliceret end som så.

Kan altid selv sige ja

Vi begynder ved juristen. Steen Skibsted, der er jurist ved Familieretshuset, forklarer, at man aldrig kan blive frataget sin personlige selvbestemmelsesret:

»Selvom man er sat under værgemål, har man altid sin personlige selvbestemmelsesret,« fastslår Steen B. Skibsted.

Vil det sige, at en værge ikke kan forhindre, at en pårørende tager en kæreste med ud på tur fra et plejehjem?

»Rent juridisk kan værgen ikke beslutte, at den værgede ikke må tage med en ven på en tur. En værge kan fastsætte et besøgsforbud i eget hjem, hvis det vurderes at være i borgerens bedste interesse, men ikke forhindre samvær andre steder,« siger Steen Skibsted.

Han forklarer, at der mange gråzoner i praksis, og at sådanne sager er svære for plejehjemmene at håndtere:

»Det er uhyre svære og ulykkelige sager. Den person, der er sat under værgemål, kan jo have rigtig svært ved at tilkendegive, om man ønsker at komme med på tur eller ej. Det stiller store krav til plejepersonalet, der skal kende den værgede rigtig godt for at afgøre, om et besøg på et givent tidspunkt er gavnligt for vedkommende,« forklarer han.

Den personlige selvbestemmelsesret vejer altså meget tungt. Selvom man er sat under værgemål, så kan værgen ikke forhindre et besøg, hvis borgeren selv ønsker det.

»Hvis en person frivilligt følger med på en gåtur, så kan man ikke forhindre det. Men omvendt skal plejepersonalet sikre sig, at det er frivilligt, og at borgeren er med på, hvad der sker. At der ikke er tale om tvang eller at man bliver lokket til det. Det kan være rigtigt svært at afgøre,« siger Steen B. Skibsted.

Grundig vejledning

Vi forhører os ad ved Ældre Sagen. Her fortæller socialjurist Susanne Holm Bækgaard, at hun godt kender til sådanne sager, hvor der opstår konflikter med værgemål og adgang til plejehjem.

»Det er rigtigt, at det kan være svært at få adgang til plejehjemmet, hvis en værge har tilkendegivet, at man ikke må besøge personen, og det kan være meget problematisk, hvis det strider mod ønsket fra personen under værgemål. Personen er jo ikke umyndiggjort,« siger Susanne Holm Bækgaard og tilføjer:

»Hvis en pårørende skal afvises i hoveddøren på et plejecenter, vil der normalt skulle træffes en formel afgørelse af en kommunalbestyrelse eller et stående udvalg. Personalet kan således ikke automatisk afvise en pårørende ved hoveddøren.«

Når Ældre Sagen bliver gjort bekendt med sager, hvor der er konflikter mellem værger og pårørende, tager man sig god tid til en grundig vejledning.

»Henvendelserne dækker jo ofte over ulykkelige forhold, hvor der er underliggende konflikter i familierne. Vi kan som jurister og socialrådgivere komme et stykke af vejen, men her involverer vi også vores demenskonsulent, som er god at tale med og som har mange års erfaring med at rådgive i sådanne sager.«

Et mere nuanceret svar

Nu spørger vi Aarhus Kommune, hvordan man generelt griber det an, hvis en værge og en pårørende er i konflikt om retten til besøg på et plejehjem.

Ifølge loven må en værge godt forbyde en person at besøge den værgede, men værgen må ikke forhindre, at en person får adgang til plejehjemmet og får mulighed for at tage den værgede med ud på tur. Hvordan håndterer plejehjemmene det i praksis?

»Det er naturligvis altid trist, når der opstår gnidninger mellem en værge og andre nærtstående, men samtidig skal man huske, at værgen har såvel forpligtelsen til som ansvaret for at handle i borgerens interesse. Så når du spørger, hvordan vi i praksis håndterer en værges beslutning på vores plejehjem, er svaret, at vi naturligvis efterkommer den, hvilket vi også er forpligtet til ifølge loven. Så hvis værgen afgør, at det ikke er i borgerens interesse, at en person tager vedkommende med væk fra plejehjemmet, så er vi naturligvis forpligtet til at efterkomme dette,« lyder det i et skriftligt svar fra forvaltningschef, Sundhed og Omsorg, Jens Beyer Damgaard.

Vi sender derfor Familieretshusets udtalelser om værgens rettigheder og begrænsninger til kommunen, og beder om en forklaring på den forskel, der er, på hvor meget henholdsvis kommunen og Familieretshuset vurderer, at værgen kan bestemme.

Vi får nu et interview med Jens Bejer Damgaard.

Er kommunen blevet klogere undervejs?

»Jeg synes egentlig godt, at man kan udlægge teksten, som vi gør i første svar. Men det er klart, at der er mange nuancer i det her. Vores personalet kan jo aldrig agere politi og ligefrem forhindre personer adgang, selvom en værge har bedt om det. Jeg ved ikke, om det er et udtryk for, at vi er blevet klogere, men vi har i hvert fald fået en dybere forståelse for emnet, og vi har fået nuancering i den måde, vi fortolker loven på,« lyder det nu fra Jens Bejer Damgaard og tilføjer:

»Sådanne sager er ulykkelige for alle parter. Og der vil altid være en form for skøn i den konkrete situation, som plejepersonalet kan stå i. Det vil blive tolket forskelligt fra medarbejder til medarbejder. Vi skal være forsigtige, når vi siger til en medarbejder, ’du skal bare følge loven’, for man skal også være pragmatisk. Det handler om at vurdere, hvad der er det bedste for borgeren i situationen. Men hvis man er det mindste i tvivl om, hvordan man skal håndtere en given situation, vil vi altid råde til, at man går til sin nærmeste leder.«

En fuldmagt til fremtiden

Fra Familieretshuset lyder det, at kommunerne altid er velkomne til at tage kontakt, hvis man er usikker på reglerne:

»Det er en svær problematik, og der er muligvis mange, der ikke kender reglerne så godt. Det fremgår tydeligt af vores materiale, at man aldrig kan fratages den personlige selvbestemmelsesret. Det er jo så op til kommunerne at sikre sig, at deres personalet ved, hvilke rettigheder man som borger har. Kommunerne er altid velkomne til at kontakte os, hvis de er i tvivl,« siger Steen B. Skibsted.

Da demens er en sygdom i vækst på grund af en befolkning, der bliver ældre og ældre, vil der muligvis komme flere værge-konflikter i fremtiden, lyder det fra Ældre Sagen:

»Ja, det kan man forestille sig, at der vil komme flere af,« siger Susanne Holm Bækgaard og tilføjer, at en fuldmagt kan bruges som en indikation af, hvem man vil have til at handle på ens vegne:

»Vi rådgiver til at lave fuldmagter, gerne både en fremtidsfuldmagt og en almindelig vedvarende generalfuldmagt, mens man stadig selv kan. Så kan man klart tilkendegive, hvem man ønsker skal varetage ens interesser, hvis man en dag ikke længere selv er i stand til det. Det ændrer ikke ved at den personlige selvbestemmelsesret vejer tungest, men man har i hvert fald givet et praj om, hvem man har mest tillid til som nærmeste pårørende.«

Historien om ’Lis’ er baseret på samtaler med hendes nære pårørende, hvis rigtige navne er redaktionen bekendt.