Fortsæt til indhold

Topdanmark kommer styrket ud af usikkert 2022

Trods et uroplaget år med økonomisk turbulens leverer Topdanmark fortsat et af markedets bedste finansielle nøgletal.

Samfund
gs

Topdanmark fortsætter med at forfølge sin strategi om at være et solidt og konkurrencedygtigt skadesforsikringsselskab og kommer ud af 2022 med et overskud på 2,049 mia. kroner efter skat medregnet salget af Topdanmark Livsforsikring.

Det centrale forsikringstekniske nøgletal, combined ratio, der angiver forholdet mellem indtægter og udgifter, lander på 81,8 for 2022 og 80,9 isoleret for fjerde kvartal. Begge tal overgår analytikernes forventninger. Topdanmarks regnskab for året viser en præmievækst på 3,8 procent.

»Vi har formået at komme styrket ud af et år med stor økonomisk usikkerhed i verden. Topdanmark står fortsat stærkt på et robust fundament, som betyder, at vi har det bedste udgangspunkt for at kunne hjælpe vores kunder,« siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark, i en pressemeddelelse.

»Vi har i 2022 fastholdt en af markedets stærkeste combined ratios, og vi fortsætter med at forfølge vores strategi om at fokusere på lønsom vækst. Det kan kun lade sig gøre takket være en ekstraordinær indsats fra alle medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi har forbedret vores indkøbsaftaler og processer, vi er blevet dygtigere til at forebygge og udbedre skader, og vi bliver fortsat skarpere til at matche prisen med den enkelte kundes risikoprofil,« siger han.

Højt antal vejrskader

Danske husstande blev i 2022 ramt af ekstreme vejrfænomener. Især stormene Malik og Nora medførte ekstraordinært mange skader. Samlet set for året har Topdanmark hjulpet kunder med næsten 20.000 vejrskader. Det er det højeste antal på et år siden 2015.

»Vi forventer et andet skadesbillede fremover som følge af klimaforandringer. Derfor investerer vi både i forebyggelse, for eksempel et varslingssystem hvor kunder får besked om lokale vejrhændelser og gode råd fra vores eksperter, og i tiltag der optimerer skadesbehandlingen. Det er for eksempel nye robotter, man kan tale med, og som automatisk anlægger kunders regn- og stormskader i travle perioder. Det nedsætter ventetiden på telefonerne og frigiver kapacitet hos medarbejdere, som har mere tid til at give personlig service,« siger Peter Hermann.

Topdanmark har i 2022 samlet udbetalt 6,197 mia. kroner til erstatning og udbedring af skader hos kunder på tværs af privat-, erhvervs- og landbrugskunder.