Fortsæt til indhold

30 år med senioridræt: »Når herrerne får fat i sådan en stav...«

Kroppen kan holdes ved lige, og sociallivet kan få et boost i TST Senioridræt.

Samfund

»Det gælder om at have det sjovt, men de skal også bestille noget. Det er ikke nok bare at stå og kigge.«

Jytte Pedersen har været instruktør i TST Senioridræt i 30 år. Det er i sig selv en præstation. Det betyder også, at hun har været en del af senioridrætten i Tilst siden første træning 29. januar 1993.

I starten var der tirsdage gymnastik, badminton og indendørs hockey på programmet, men med årene er det blevet til flere aktiviteter og flere træningsdage.

For Jytte Pedersen, der i dag er 78 år, har engagementet i TST Senioridræt været mere end lidt givende.

»Det har givet mig rigtig stor glæde. TST Senioridræt handler ikke kun om motion. Vi får nogle gode snakke, og vi forsøger at tage hånd om hinanden. Vi tager del i hinandens sorger og glæder, og vi har stor fornøjelse af hinanden,« siger hun.

78-årige Jytte Pedersen lever efter mottoet: "Bevæg dig, bevar dig." Foto: Privat

Det sociale liv dyrkes blandt andet via en årlig forårsudflugt, en nytårsgalla og 3. halvleg i cafeen efter hver tirsdagstræning.

Skal holdes i ørerne

Der er omkring 70 tilmeldte til tirsdagsholdet, og holdets ældste er ifølge Jytte Pedersen 83 år.

»Alle varmer op og forsøger at få strakt hele kroppen igennem. Efter 20 minutter bliver man delt ud på tre forskellige stationer. Der kan man spille badminton, gymnastik, bedste-volley, tæppecurling og indendørs hockey,« siger Jytte Pedersen og tilføjer:

»Indendørs hockey er meget populært. Når herrerne får fat i sådan en stav, bliver de ligesom 10-årige drenge igen, og det kan godt gå lidt hårdt for sig, og så må vi have dem i ørerne.«

Mandfolkene skal muligvis have en lille røffel fra tid til anden, men Jytte Pedersen sætter pris på dem.

»Vi har heldigvis i alle år haft en masse mænd med, og det er rigtig godt. Det giver en dejlig blanding og en anden energi, end hvis det kun var kvinder. Det er altid godt, når det er blandet,« siger hun.

Tirsdage er badminton i TST Senioridræt ”kun for sjov.” De mere ambitiøse badmintonspillere spiller på et hold om torsdagen. Foto: Privat

Gode oplevelser i 30 år

Seniorafdelingen i TST Tilst er som udgangspunkt fra 60 år og opefter.

»Hvis man er kommet ud af arbejdsmarkedet og gerne vil være med, skal man ikke gå og vente nogle år, det ville da være synd og skam,« siger Jytte Pedersen.

Mandage hele året rundt tager vandreklubben "De Gamle Travere" på gåtur i Tilst-området. Foto: Privat

Der er plads til flere i TST Senioridræt, og Jytte Pedersen kan varmt anbefale interesserede at kigge forbi.

»For nogle år siden var der et par, der havde et barnebarn med, og da de kom hjem, sagde barnebarnet: ”Jeg havde aldrig troet, gamle mennesker kunne havde det så sjovt,” og det er jo den bedste reklame,« siger hun og fortsætter:

»Det er så givende at komme og snakke med de andre, og hver eneste tirsdag i 30 år har folk har gode oplevelser.«

TST Senioridræt har fra januar 2023 inkluderet pickelball og skumtennis i programmet.

Du kan se alle træningstidspunkter i TST Senioridræt på tst-tilst.dk/senior-idraet.

Der bliver spillet for at vinde, når seniorerne om torsdagen hiver bordtennisbat frem i TST Aktiv Center. Som billedet vidner om, fejler stemningen intet. Foto: Privat