Ny discountbutik åbner i Aarhus: Det er fremtidens Netto-koncept
Nettos nye butik i Veri Centeret bliver den første butik i Jylland med Nettos helt nye butikskoncept
Det bliver en anderledes Netto, som borgerne i Aarhus kan møde, når de fra på torsdag kan gå på indkøb i Netto i Veri Centeret. Netto-butikken er nemlig den allerførste i Jylland, som åbner med Nettos helt nye butikskoncept. Det oplyser discountkæden i en pressemeddelelse.
Butikken adskiller sig fra en typisk Netto, idet indretningen har fået et gennemgribende løft. Derudover vil butikken opleves anderledes, da alt fra musik og varer til Netto-medarbejdernes tøj er opdateret.
"Vi har ganske enkelt revitaliseret hele vores butikskoncept, som har fået en gennemgribende makeover. Kernen i vores nye koncept vil stadig være det, som kunderne kender: Nemlig gode varer til de bedste priser. Men med vores nye koncept vil vi i endnu højere grad gerne skabe butikker, som det er rart at være i for kunder og medarbejdere," fortæller Michael Løve, der er direktør i Netto, i pressemeddelelsen
Helt ny butik
Kernen i butiksoplevelsen tager afsæt i Nettos danske og skandinaviske rødder. Således spiller frugt- og grønt-afdelingen en mere bærende rolle, ligesom convenience-varer får sin egen sektion, så det er let for alle at finde de nemme måltider.
Samtidig har butikken færre af de klassiske spot-varer, som samtidig er placeret nær det faste sortiment af tilsvarende varer. 300 nye varer er i stedet tilføjet til det faste sortiment.
Butikschefen i den nye Netto-butik er Jørn Krag Pedersen, og han glæder sig meget til at byde kunderne indenfor i den helt nye butik.
"Vi glæder os meget til at åbne fremtidens discountbutik, og så endda den allerførste i Jylland. Det er ingen hemmelighed, at den gamle butik trængte til at blive frisket op, men det bliver en komplet anden Netto-butik, kunderne kommer til at møde. For det første er butikken næsten dobbelt så stor, der er nu direkte adgang fra parkeringspladsen, og så er butikken i endnu højere grad indrettet efter kundernes ønsker med mere plads til frugt- og grønt, convenience og nem navigering i butikken," siger han i pressemeddelelsen.
jwh