Hammel Hestemarked: Formandens fornemmelse for en fest
Per Bøving har været med i 18 år - i år som formand
Skybaren er ny på Hammel Hestemarked. Det samme er formanden, som nu hedder Per Bøving. Han afløste i 2017 Hans Jensen, men Bøving er godt kendt med forholdende. Han har 18 års anciennitet i at lave hestemarked.
Søndag, få dage før de 40.000-50.000 mennesker strømmer til, fanger Lokalavisen ham på mobilen.
"Jeg har en rigtig god fornemmelse i maven. Og så har jeg været ude hos naboerne i området med en lille kuvert i dag. Det er også formandens opgave, for vi ved jo godt, at vi fylder, spærrer af og larmer," siger Per Bøving, der også lige får tid til at passe fald-i-vand-maskinen på Outdoor Idræts-arrangementet.
"Men det meste arbejde foregår ved computeren i disse dage. Det handler om vagtplaner blandt andet. Jeg får dog god hjælp af min kone Marianne."
Hammel Hestemarked begynder torsdag 30. august og varer til søndag 2. september.