Fortsæt til indhold

Debat Syddjurs: Kan det virkelig passe, at forældrene i Syddjurs ikke skal høres?

Samfund
Vinni Kjærgaard Jørgensen, Kirkestræde 8, 8543 Hornslet. Officiel repræsentant Landsforeningen Autisme Syddjurs og Skolebestyrelsesformand Pindstrup Skolen:

"Så kom der en dugfrisk ekstern konsulentrapport på bordet omhandlende, hvordan det går med inklusion.

4 ud af 5 lærere/pædagoger mener de mangler viden og praktiske redskaber til at inkludere børn med handicap. Det er jo langt størstedelen.

På side 16 i rapporten kan man se, hvordan man har udvalgt sølle 4 forældre fra 2 skoler i Vest til at deltage i et interview. Er du blevet spurgt?

Nederst på side 51 kan jeg læse: "En lærer fra indskolingen fortæller, at hun fokuserer meget på at have aktiviteter klar, som almengruppen selv kan lave, så de er selvkørende, så hun bedre kan fokusere på de børn, der mest har brug for hendes tid."

Lyder det ikke som et svigt af såvel normale som handicappede børn?

Hvis de handicappede børn er inkluderede, kan de vel også følge undervisningen som de andre børn? Hvis ikke de kan det, svigter vi dem så ikke som ligeværdige? (Som jo netop er meningen med inklusion) Og svigter vi dem ikke også fagligt?

Handicappede børn ønsker også at blive så dygtige, som de kan. Og kan de ikke indgå i det faglige, kan det så virkeligt passe, at de med deres ofte anderledes hjerner evner at indgå socialt i klassen? Det sociale er jo som udgangspunkt det sværeste for disse børn. Kan vi det hele taget tale om begrebet INKLUSION, hvis dette er tilfældet?

Og hvad med de normale børn? Skal de sidde og arbejde selv for at frigive læreren til andre opgaver? Kan alle det? Eller taber vi nogle på den konto?

Stakkels lærer … næppe nogen, der misunder hende det job!

Jeg har foreslået forvaltningen samt F&I, at de laver et spørgeskema, de sender ud til samtlige forældre til skolebørn i kommunen, hvor de spørger, hvordan det går med inklusion i Syddjurs. Spørgeskemaet skal ud over spørgsmål indeholde et felt ’andet’, hvor man frit kan skrive sine kommentarer.

Det bliver spændende, om man tør høre forældrene i Syddjurs, som man helt åbenlys ’glemte’ at spørge i undersøgelsen. Altså lige ud over en lille håndfuld håndplukkede.

Lige nu er anbefalingen fra skoleforvaltningen, at vi er på rette vej og fortsætter på samme spor.

Man kunne fristes til at tro, de ikke har fået læst rapporten endnu.

Det anbefaler jeg, du gør. Find den på Syddjurs.dk."

Officiel Repræsentant Landsforeningen Autisme Syddjurs

Skolebestyrelsesformand Pindstrup Specialskole