Debat Syddjurs: Vi skal have rullet inklusionsmodellen tilbage
"Vi er nu i Syddjurs Kommune godt i gang med at tilrettelægge det nye budget for 2019.
Det udleverede oplæg fra forvaltningen, gennemgås nu af alle byrådsmedlemmer, og borgerne har mulighed for at kommentere de punkter, som de finder relevante. Disse kan via Syddjurs hjemmesiden sendes ind og vil blive grupperet og kommenteret.
Dansk Folkeparti har flere ønsker til budgettet, men specielt et område har vores store opmærksomhed. Vores ønsker er, at den inklusionsmodel, som den tidligere borgmester (Claus Wistoft, red.) ved Budget 2015 fik gennemført, hvor alle elever med specielle behov skulle inkluderes i de almindelige klasser. Den model har DF hele tiden været lodret imod. Vores argument dengang var, at det aldrig ville give nogen god skolegang for hverken børn med specielle behov, for lærerne, for de andre elever i klassen og for forældrene.
Vi fik ret. Den VIVE rapport, der nu er udleveret, siger alt. Kun 20 procent af medarbejderne på skolerne, finder det nye læringsmiljø i orden, medens 39 procent finder det dårligt og meget dårligt.
Dette har medført, at nogle skoler alligevel samler elever med specielle behov i samme klasse (modsat hensigten), idet en lærer udtaler, 'jeg kan jo ikke rende mellem tre forskellige klasser i samme time'.
Medarbejderne mangler viden og efteruddannelse, som de ikke har tid til at gennemføre. Og 39 procent af lærerne og pædagoger vurderer, at deres jobtilfredshed og psykiske arbejdsmiljø er faldet i de sidste 2 år. Rapporten indeholder mange andre udsagn, som bestyrker DF i sin opfattelse, at indførelsen dengang kun var en ren spareøvelse, som har medført dårligere forhold for alle i skolesystemet.
Derfor vil DF kraftigt fremføre vores ønske om, at inklusionsmodellen rulles tilbage til det den var før denne model blev indført.
Og pengene er der, idet disse blev overført fra specialklasserne til folkeskolen. Nu skal de blot føres tilbage igen, og specialklasser skal genoprettes.
Det tror vi vil lykkes, når de andre byrådsmedlemmer får læst VIVE rapporten."
Synspunkterne i dette læserindlæg er udtryk for Per Dalgaards egne holdninger, meddeler han i en mail til Lokalavisen. Det har gruppeformand Michael Mikkelsen bekræftet telefonisk overfor Lokalavisen.