Kanonstart for fællesspisning i Thorsø
Med næsten tre gange så mange deltagere som håbet blev fællesspisningen i Thorsø en kæmpe succes.
»Vi havde håbet på 50 deltagere, men tilmeldingerne bare strømmede ind, så vi måtte sige nej til de sidste!«
Sådan gjorde formanden for Thorsø Håndværker og Borgerforening, Anette Povlsen Hvam, status, da hun bød velkommen til fællesspisning i Thorsø Pavillon torsdag den 26. januar.
Borgerforeningen og pavillonen stod i fællesskab bag arrangementet, der havde til formål at undersøge muligheden for at starte en ny tradition i Thorsø.
»Med 140 deltagere og flere, der gerne ville have været med, er det helt sikkert noget, vi prøver igen,« fastslår Anette Povlsen Hvam i en pressemeddelelse.
Menuen lød på suppe og tarteletter, og der blev fortæret 70 liter suppe samt 280 tarteletter fyldt med 15 kilo hønsekød og 27 dåser asparges. Som kvittering for den flotte opbakning gav arrangørerne kaffe og kage, som satte prikken over i’et ved et vellykket arrangement.