Firmabil på flydende fransk
Citroëns smørbløde C5 med væskeaffjedring slår fuldt ud på komfortskalaen, men er ikke uden ulemper
Moderne biler er blevet så stive, at komforten er sat over styr. Det har vi gang på gang bemærket her i spalterne, og sidste år nåede Europas største bilblad, Auto Bild, til samme konklusion i en storstilet komforttest af dagens familie- og jobbiler. I en evig jagt på sportslige køreegenskaber har fabrikkerne nemlig sagt farvel til komfort og gjort bilerne så stålsatte, at den daglige tur giver alt for mange slag bagi.
Heldigvis er der råd forude. I stedet for at få ondt et vist sted, kommer der hjælp fra en ventet kant. Det er franske Citroën, som netop nu har dansk premiere på en helt ny C5, der både kan fås med klassiske stålfjedre og en ligeså traditionel Citroën-undervogn, som med hydraulik, giver væg-til-væg komfort, der ikke findes magen til.
Rammer forhjulet et bump, indstiller elektronikken lynhurtigt baghjulets affjedring, så det sluger forhindringen som var det en gourmet-delikatesse og ikke en ondskabsfuld kloakrist.
Det er fransk fjederkunst, når det er bedst. Men glem sportsknappen, der strammer undervognen op - C5 bliver aldrig nogen sportsvogn. Men på lange stræk giver C5 begrebet flydende fransk ny mening.
Flot end konkurrenterne
C5 har endnu en trumf i ærmet: Designet skiller sig positivt ud fra forgængeren, der fra enkelte vinkler lignede en drægtig hval. Som den større C6 har den en kuperet hæk, en langstrakt kabine og en front, der er mere storsnudet end en parisisk overtjener. Og så er elementer fra gotikkens franske katedralbyggere, følte trang til at skeje ud:
Både ude og inde brydes de lange buer af skarpe knæk og kanter. Det ser ganske elegant ud og udformningen har en anden fordel, da der praktisk talt ingen vindstøj er. Og dieselmotoren hører du kun under kraftig acceleration.
Den konkave bagrude giver faktisk også bedre udsyn bagud end forventet, men det er nok ikke tilfældigt, at sidespejlene er enorme.
Priserne lader sig også høre: Testbilen, C5 HDI 138 Comfort Aut 6, koster 368.600 kroner, og 20.000 kroner mindre uden automatgear.
Glæderne fortsætter indvendigt: Rattets nav er omringet af knapper til justering af radio, fartpilot, og hvad bilen ellers er udstyret med. Men hvad mere specielt er: Navet drejer ikke med rundt, når chaufføren vrider i kransen, så knapperne sidder altid samme sted på indercirklen.
Den bedst byggede Citroën
Citroën skriver i avisannoncerne, at man har kørt fem millioner testkilometer og noget tyder på det, da kvaliteten er usædvanlig høj for en fransk bil. Her er der lækre materialer overalt og velsmækkende døre. Lad os håbe, at den høje kvalitet også gælder driftssikkerheden på længere sigt.
Men det er trods alt en Citroën, vi har under behandling her, så lad os tage C5'erens svagheder, som der er et par stykker af.
Der er så mange knapper i ratnavet, at kun fagfolk vil kunne hitte rundt i herlighederne. Det bliver ikke bedre af, at instrument-urene i midten har mindst ligeså mange informationer som i en Airbus.
Hovedinstrumenterne har en elegant detalje med ringformede visere, der løber rundt om skiverne. Desværre er tal og visere så små, at de er vanskelige at aflæse, ligesom de utallige andre små knapper.
Og nu vi er med malurten: Pladsforholdene virker dårligere end i forgængeren, selv om vognens ydre mål er vokset. På bagsædet er der ikke mere plads end i en VW Golf og det kniber med hovedhøjde til personer over 1,75 meter. Det skulle dog gå bedre an i stationcarudgaven.
Bagagerummet er på papiret klassens mindste, men heldigvis er åbningen stor, så det er let at stuve.
Høj vægt koster fart
Og så er der C5'erens vægt. Den 1700 kilo tunge C5 har en 2,0 diesel med 138 heste. Sammen med automatgear, der koster ekstra friktion, virker den til tider lidt astmatisk. Vi oplevede det på motorvejen, hvor menig Jensen med jævne mellemrum listede sig op på siden af vognen for at betragte den store bil. Men selv et solidt tråd på speederen fik ikke nysgerrige til at glide tilbage igen.
En accelerationstid fra 0-100 km/t på 12,1 sekunder er decideret langsomt og 1,2 sekunder trægere end med manuelt gear. Den høje vægt og automatgear koster også på brændstofforbruget, der ikke ligefrem imponerer med 14,1 km/l. Og så er det bestemt værd at overveje det manuelle gear, hvor C5 kører 16,9 km/l.
Hvis du ikke kan leve med hydraulikkens ultimative komfort, der desværre også giver en upræcis styring og en lidt vuggende kørsel i sving, så overvej stålfjedre. De giver mere sportslige køregenskaber, skal vi hilse og sige. Prisen er den samme, og så alligevel ikke. For med den almindelige undervogn, får du blandt andet alufælge med i prisen.
Personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville få efter hydraulik og helt sikkert en stationcar, hvis jeg skal have voksne med agterude. Det er fristende med automatgear, der passer til C5 som Frois Gras til ristet brød. Men du skal have temperamentet til at vente på, at det skifter ned, når bilen skal overhale. Alligevel er dommen positiv.
C5 er en Citroën på godt og ondt, mest på godt og den appellerer mere end nogensinde til de firmabilister og leasingselskaber, der plejer at vælge Mondeo, Passat og Avensis.
redaktion@pola.dk