Fotorama viser Madagascar 2
FILM Fotorama viser familiefilmen Madagascar 2 fra den 25. til 28. december. Da newyorker-løven Alex første gang ser den afrikanske savanne bliver han slået af en fornemmelse af déjà vu. Og det er ikke så underligt, for som unge blev han bortført netop herfra. Egentlig ville han, zebraen Marty, giraffen Melman og flodhesten Gloria hjem til New York, men deres fly, som en flok foretagsomme pingviner fik flikket sammen af et gammelt vrag, når ikke langt fra Madagaskar, før det går galt. Strandet i Afrika finder de fire venner imidlertid ud af, at dette kan være det paradis, de har drømt om. Marty finder endelig ligesindede (og stribede) venner at flokkes med, Gloria finder en flot flodhest (flodhingst?), og hypokonderen Melman opdager, at hans leksikalske viden om egne dårligdomme kommer ham til nytte som savannens medicinmand. Og Alex finder sin far og mor og opdager, at han er arving til tronen som løvernes konge. Så er det bare ærgerligt, at Onkel Makunga har egne planer om arvefølgen. I originalversionen af Madagascar 2 lægger Ben Stiller, Chris Rock, David Schwimmer og Jada Pinkett Smith endnu engang stemmer til de fire venner, mens de på dansk tales af Søren Fauli, Mick Øgendahl, Jesper Asholt og Trine Dyrholm.