Fortsæt til indhold

Ørsted får sit eget advokatkontor

Advokatfirmaet Cator, der drives af advokat Erling Ipsen, har åbnet kontor på Bondhøjvej.

Samfund

Det er en advokat med mange års erfaring, der nu kommer til Ørsted. Siden 2009 har Erling Ipsen drevet advokatfirmaet Cator med kontor i Skødstrup, hvor han indtil for nylig boede med sin familie. Nu har familien rykket teltpælene op og er flyttet til Ørsted, og derfor åbner han nu et advokatkontor i byen.

»Jeg ved faktisk ikke, om der nogensinde har været et advokatkontor i byen, men nu er der i hvert fald et,« konstaterer han.

»Jeg løser opgaver indenfor en lang række juridiske områder. Det er oftest opgaver for private, især i forbindelse med ejendomshandler, men også i forhold til testamenter, ægtepagter, skilsmisser og bobehandlinger,« fortæller han.

Erling Sonne Ipsen blev færdig som jurist i 1990 og arbejdede i en årrække i forskellige faglige organisationer, inden han sprang ud som selvstændig med eget advokatkontor.

»Faktisk startede jeg min karriere som håndværkeruddannet, inden jeg begyndte at læse jura. Som jurist arbejdede jeg en kort tid i det offentlige i regionen, derefter i Krifa og senere i Kristelig Arbejdsgiverforening.«

Et område Erling Ipsen også beskæftiger sig med er lobbyarbejde i forhold til centraladministration, Folketing og regering samt EU.

»I min studietid arbejdede jeg på Christiansborg for Kristeligt Folkeparti (nu Kristendemokraterne, red.). Det førte senere til at jeg i Krifa blev ansat som lobbyist, og havde kontakten til de forskellige politiske partier. Så hvis man som borger har en sag, hvor man overvejer at tage kampen op mod en myndighed, så kan jeg også hjælpe med det.«

Privat er Erling Sonne Ipsen et friluftsmenneske, der holder af at tage på jagt og at fiske. Og så er han også at finde på to hjul som ivrig cyklist.

»Jeg holder rigtig meget af at cykle, og har cyklet to gange til Paris som del af velgørenhedsløbet Tour de Taxa, der samler penge ind til Julemærkefonden.«