Århus-præst er farverig kunstner

Juventus, Richard Møller Nielsen og en malende præst lyder umiddelbart som om, det slet ikke hænger sammen. Men det gør det. 68-årige Ejvind Nielsen sidder i en tagetage-lejlighed på Skanderborgvej og fortæller med en rolig stemme med et strejf af entusiasme om et liv, der har budt på mange forskellige oplevelser.
Hans fynske barndom var præget af pligter og arbejde i stalden og på markerne på landejendommen. Og faren spåede ham en stor fremtid som landmand - han kunne nemlig noget med sine hænder. Men Ejvind Nielsen ville det anderledes. Der skulle dog gå nogle år, inden han gik imod autoriteterne og lod sin lyst og vilje vælge vejen.

"Min identitet dengang var, at jeg var god til at arbejde. Men jeg blev mere og mere klar over, at jeg ikke havde hjertet med. Hos min far fik jeg lov til at spille fodbold og håndbold og spillede på de bedste hold dengang. Faktisk havde jeg Richard Møller Nielsen som træner, og jeg havde en drøm om, at jeg skulle til Juventus og spille. Men det var inden, jeg kom ud for at tjene. For pludselig var der ikke længere tid til den slags", fortæller Ejvind Nielsen.

Han kom til at føle sig ensom og havde mistet lysten til en landbrugs-tilværelse.

Et sandt spejlbillede

I 1959, i en alder af 19 år, var han i gang med at tjene lidt udenfor Vejle. En aften kørte han på sin cykel ind til byen og så på alle de unge mennesker, der hyggede sig.
"Jeg kom til at se mig selv i et butiksvindue og kunne se, at jeg nok var den største bondekarl i området. Her tog jeg min første, vidtrækkende, store beslutning om mig selv. Jeg ville simpelthen ikke mere", siger Ejvind Nielsen.

Og slut blev det. Han tog indtil militæret, hvor han passede på dronningen, og senere tog han på Haslev Højskole. En kammerat ville ind til politiet, og Ejvind ville følge med, men det kunne han ikke, for han fik konstateret, at han var rød-grønfarveblind. En af lærerne på højskolen blev den næste øjenåbner for den unge fynbo. Han foreslog ham at læse til lærer, og det gjorde han så.

"Jeg var opvokset i et kristent hjem - eksistentielle spørgsmål har altid optaget mig, og jeg har været nysgerrig efter at se nye vinkler på tilværelsen. Derfor valgte jeg litteratur og kristendom som linjefag", siger den 68-årige Ejvind.

Fagene var lige noget for ham. En dag læste han, at der var præstemangel i Danmark, og den daværende opbygning af uddannelsen som præst var lige noget for Ejvind.

Farveblind maler

Han blev hjælpepræst i Ravnsbjergkirken og senere præst i sognet. Og han elskede det. Det var dog ikke slut med særlige vendepunkter for ham. På et tidspunkt traf han maleren, Ulrich Kvist, og mødet med ham fik stor betydning for præstens fremtidige liv.
"Han var skør på den gode måde. Vi "råbte og skreg" en halv dag om himmel og helvede. Han foreslog mig at begynde at male, men jeg sagde, at jeg ikke kunne tegne, at jeg var farveblind og havde antydning af skjult skelen. Han blev mere og mere begejstret, jo mere jeg sagde, jeg ikke kunne. Han bad mig male nogle billeder, og dem talte vi så om over noget rødvin. Sådan stod det på i syv-otte år, og jeg kom til at holde af at male. Jeg blev også helt bidt af at lave skulpturer. Samtidig begyndte jeg at holde foredrag, selv om jeg som barn var genert og aldrig havde drømt om, at jeg kom til at sige 10 sætninger i træk. Da jeg var blevet over 60 år, begyndte jeg at overveje, hvad der skulle ske. Og derfor stoppede jeg som præst efter 17 helt fantastiske år i Ravnsbjergkirken. Jeg savner det ikke i dag, men jeg er meget, meget glad for den tid jeg har haft. Jeg har haft en dejlig tilværelse, også selv om jeg ikke kom til Juventus. Men jeg kan ikke finde noget som helst at brokke mig over", fortæller Ejvind Nielsen, mens han læner sig tilbage i den gullige stol og kigger ud på sine mange billeder i atelieret. Billeder som ikke forestiller noget helt konkret, men altid har en dybere mening.