Trafikstyrelsen forventer godkendelse af letbanen til Odder denne måned
Der er stadigvæk mulighed for, at letbanen denne måned kører de første tog med passagerer af sted til Odder
Siden midten af juli måned har Aarhus Letbane været i gang med at foretage de afsluttende funktionstests og erfaringskørsler af strækningerne Aarhus H - Odder og Aarhus Universitetshospital Skejby – Lisbjerg. I fredags sendte letbane-selskabet den endelige ansøgning om godkendelsen til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, og nu ser det ud til, at den snart kommer i hus, så letbanen kan køre på de to nye strækninger. Det skriver TV2 Østjylland.
"Vi har lige siden starten af året haft en rigtig tæt og god dialog med Aarhus Letbane, og vi er derfor trygge ved det materiale, som de har indsendt. Det skal naturligvis grundigt gennemgås, men der er rigtig gode indikationer på, at strækningen til Odder kan åbne inden sommerens udgang," skriver kontorchef hos styrelsen, Lars Korsholm, i et svar til mediet.
Han uddyber til TV2 Østjylland, at hvis alt falder på palds, regner styrelsen med, at godkendelsen for letbane-kørsel til Odder med passagerer kan komme i hus inden udgangen af august måned.
Aarhus Letbane har i længere tid oplyst, at man arbejder på at få letbane-strækningen til Odder åbnet i løbet af august. Men overfor TV2 Østjylland slår Aarhus Letbanes presechef, Jens Velling, fast, at man på grund af tidligere erfaringer ikke tør være sikker på noget.
"Vi sidder dog ikke bare og venter. Vi er i god dialog med styrelsen og forsøger at gøre den kommende proces så smidig og hurtig som muligt. Indtil da fortsætter vi også testkørsler på strækningen," siger han til TV2 Østjylland.
jwh