Fortsæt til indhold

Kroppen taler til os, hvis vi tør høre det

Kropsterapeut Cathrina Juel vil gerne hjælper mennesker til at skabe positiv forandring, give slip på gamle mønstre og finde frem til styrker og ressourcer. Hun har netop åbnet en praksis på Rødegaard Kursuscenter

Samfund

»Kropsterapi handler om at komme ned i kroppen, så vi kan forstå, de signaler kroppen sender os.«

Sådan siger Kropterapeut Cathrina Juel, som netop har åbnet en praksis på Rødegaard Kursuscenter i Vistoft.

Hun mener, at vi i en presset hverdag overhører kroppens signaler. At de fleste er rigtigt gode til at yde omsorg for andre, men glemmer sig selv.

»Det skaber ubalance imellem krop og psyke og kan i svære tilfælde give os stress, angst og uforklarlige smerter, som hindrer os i at leve det liv, vi gerne vil, både fagligt og socialt. Vi glemmer, at vores hoved og krop hænger sammen og er afhængige af hinanden. Vi er rigtigt meget i vores hoved og hører ikke altid, når kroppen siger stop,« siger hun.

Cathrina Juel er egentlig uddannet på Odense Håndarbejdsseminarium som Beklædningsformgiver og Kunst- og kulturformidler. Men allerede under uddannelsen fandt hun ud af, at det var vigtigt for hende at koble sin faglige kunnen med arbejdet med mennesker.

Nysgerrighed som drivkraft

Et års vikariat i Århus, hvor hun arbejdede med misbrugere, blev begyndelsen til en årrække i jobs, hvor arbejdet med mennesker var i centrum. Undervejs uddannede hun sig til coach, paskonsulent og senest som Totum Kropsterapeut i Aarhus.

»Igennem mit arbejdsliv har jeg været i kontakt med en masse mennesker med angst, depression og smerter i kroppen, som man ikke kunne finde ud af, hvor kom fra. Ingen diagnoser, men fysiske smerter. Jeg blev nysgerrig, når jeg oplevede mennesker, der altid havde smerter, og som havde været i et væld af forskellige samtaleforløb uden bedring,« fortæller hun.

Derfor begyndte hun at undersøge, hvordan det kunne hænge sammen og stødte på kropsterapi.

»Kropsterapien har lært mig, at hvis vi arbejder med at komme ned i kroppen, oplever vi færre smerter og finder ind til det, der giver os mere energi og fysisk velvære.«

»Som kropsterapeut arbejder jeg holistisk, jeg tager udgangspunkt i det hele menneske og det levet liv. Jeg arbejder både med samtale, forskellige massageteknikker og åndedrætsteknikker og samtalen for sammen med klienten at finde frem til, hvad der er behov for at arbejde med. På den måde afpasses behandlingen 100 procent til den enkelte klient.«

Den vigtige nakke

Cathrina Juel starter som regel altid med nakken.

”Nakken giver et ret godt billede af, hvor spændinger og ubalancer typisk kan ligge i kroppen.”

”Derefter går jeg ind og arbejder med de ubalancer og spørger undervejs ind til, hvordan det føles. Vi er ofte uvidende om, hvad det er vi mærker i kroppen, men kroppen gemmer på det. Det fantastiske ved kropsterapi er, at man mærker noget, som ikke altid er til at forklare med ord.

Kropsterapi kan udløse følelser: gråd, vrede, angst og uro som følge af fastlåste traumer og chok i kroppen.

»Det er en balancegang, men min behandling foregår nænsomt, så den ikke bliver for overvældende,« understreger Cathrina Juel.

Cathrina Juel arbejder med klienter som oplever både fysiske og psykiske udfordringer men typisk mærker at stress og angst påvirker hverdagen så meget, at det har indflydelse på det liv, de gerne vil leve.

Typiske symptomer udover stress og angst er spændinger, smerter, manglende bevægelighed, depression, meningsløshed, manglende energi, overdrevne bekymringer, tankemylder, uro og dårlig søvn.

Hun har også erfaring med, at kropsterapi kan være en god behandlingsform til børn og unge med fysisk eller psykisk uro, som ikke trives i deres dagligdag.