Fortsæt til indhold

Vil give unge frivillige en større stemme

Aarhus, Favrskov, Randers og Syddjurs kommuner sætter sammen med DGI Østjylland fokus på unge og deres frivillige engagement igennem gratis workshops.

Samfund
gs

Det er et paradoks. Unges trivsel forbedres, når de er frivillige i en idrætsforening, viser en undersøgelse af bureauet KL7 fra 2019. Alligevel falder antallet af frivillige unge i foreningerne.

Det vil DGI og indtil videre 52 af landets kommuner gøre noget ved. Sammen har de søsat en gratis workshop i hver kommune, hvor lokale idrætsforeninger kan få konkrete værktøjer til at få unge ind i foreningen. I Østjylland er der workshops i Randers, Rønde, Aarhus og Hadsten, og alle foreninger er velkomne.

Konsulent med ansvar for Unges fællesskaber hos DGI Østjylland, Anna Nygård Jepsen, siger i en pressemeddelelse:

»Sammen med kommunerne sætter vi særlig spot på de unge og potentialet for at engagere endnu flere unge i foreningerne. Med indsatsen håber vi at kunne give de unge en større stemme ind i foreningen og åbne nye muligheder for udvikling i foreningen, da de unge ofte har andre og nye idéer til aktiviteter, kommunikation og organisering.«

Mød de unge

Målet med DGI og kommunernes workshops er at få unges frivillige engagement på dagsordenen i foreningerne, og samtidig udvikle foreningerne så de bliver endnu bedre i stand til at tiltrække unge.

En workshop tager tre timer og deltagerne får lov til at møde unge frivillige og høre om deres oplevelser og erfaringer. Herudover får deltagerne den nyeste viden fra undersøgelser, inspiration fra andre foreninger, og viden om hvilke værktøjer og indsatser foreningerne kan tage i brug.

Man kan læse mere om workshoppen og tilmelde sig og sin forening: www.dgi.dk/ungefrivillige