Video: Luksusfælden er tilbage
Tirsdag blænder TV 3 op for 30. sæson.
I 29 sæsoner har seerne kunnet følge med i trængte danskeres økonomi.
Tirsdag den 7. februar vender ’Luksusfælden’ tilbage med sin 30. sæson.
Det oplyser Viaplay Group i en pressemeddelelse.
»Der er lagt i kakkelovnen til en ganske interessant og spændende sæson,« skriver selskabet bag serien.
Flovheden fylder
Fælles for deltagerne i den nye sæson af ’Luksusfælden’ er, at de alle er flove over at skylde penge væk.
»De drømmer om at leve et normalt liv, hvor frygten for fremtiden ikke stjæler nattesøvn eller hverdagsglæde,« skriver Viaplay Group.
Jubilæumssæsonens deltagere føler, at de fejler som både forældre, partnere og venner. Og store udgifter - og et kriseramt Danmark - gør ikke ligefrem fremtidsudsigterne klarere for de øknomisk klemte.
Kort sæson
Luksusfældens eksperter Kenneth Hansen, Mette Djernis, Mette Reissmann og Jan Swyrtz må derfor navigere i ukendte fremtidsfarvande, når de skal lægge budgetter, som skal redde deltagernes økonomi i en verden, hvor ingen helt ved, hvad morgendagen bringer.
Sæson 30 får premiere på TV 3 og Viaplay 7. februar.
Der kommer i denne omgang fem afsnit.