Debat: Norddjurs Kommune skal på ret kurs.
Vi har modtaget nedenstående indlæg om kommunens økonomi fra borgmester Jan Petersen (S)
Vores økonomi er fundamentalt ændret siden vi vedtog budget 2018 og budget 2019 starter derfor med det værst tænkelige udgangspunkt.
Årsagerne er flere og fylder meget i os alle. De er vigtige at få klargjort helt. Der er regnet og vurderet forkert i forhold til de realiteter, som udviklingen på arbejdsmarkedsområdet for alvor har vist i foråret. Men også andre udgifter er under markant pres og bloktilskuddet for 2018 er blevet mindre grundet en særlig midtvejsregulering.
Vi skal nu evne at holde sammen om opgaven politisk. Det er der ikke noget alternativ til.
Vi skal gennem en hård økonomisk kur. Vi har aldrig budgetteret med håb. Vi skal skabe et budget for 2019, der etablerer fundamentet for, at vi i årene derefter kommer på ret kurs og kan udvikle vores kommune, for vores potentiale er stort.
Før sommerferien søgte vi at hindre, at det ikke blev værre. Effekten af dette, kender vi ikke, men ansættelses- og anlægsstop er på alle måder svært og endda ødelæggende for den tryghed og stabile drift, som vi lægger vægt på og borgerne har brug for. Men der var ikke noget hurtigt alternativ.
Efter sommerferien har Børne- og Ungdomsudvalget, samt Voksen- og Plejeudvalget dæmmet op for de overskridelser, som var på de to udvalg. Det er heller ikke lette beslutninger, men desværre stopper det kun udviklingen.
Nu skal vi så bruge de kommende måneder på at få forhandlet og vedtaget et budget for 2019 og som økonomisk giver retning for de efterfølgende år. Vi skal være herre i eget hus igen. Det er ikke synd for os, men uretfærdigt, at vilkårene for at drive en kommune som vores er så svære. Men vi har ansvaret for, at der regnes holde orden i eget hus og det får vi.
Jeg vil i forhandlingerne lægge op til, at vi bruger alle de instrumenter, som vi selv er herrer over. Jeg vil lægge op til, at vi tager en hård kur fra starten. Vi skal ikke slide med de her problemer i mange år, for så får vi ikke udviklet vores kommune. Vi kan ikke budgettere med håb eller forventninger til, at der kommer en løsning fra Folketinget eller rigere tilflyttere.
For det første mener jeg vi må hæve indkomstskatten. Dels fordi vores indtægter ikke stiger og dels fordi vi ikke kan forvente en udligningsreform hjælper og vi skal slet ikke budgettere med det. Dette har et bredt flertal i økonomiudvalget givet mig mandat til at undersøge hvordan kan lade sig gøre.
For det andet er vi nødt til at spare. Vi er nødt til at se på skolestruktur og den service, som vi hidtil har ydet vores borgere. Skolestrukturen vil selvfølgelig udløse en større og selvstændig debat, men vi har ikke – uanset løfter – noget valg. Vores kommune kan desværre ikke ved egen kraft blive ved med at holde hånden under alt decentrale på skoleområdet, som vi har søgt at værne.
For det tredje må vi skærer væsentligt i vore investeringer og anlæg de kommende år. Der er ikke penge til det før der er balance i vores økonomi og vi har et økonomisk råderum.
Alle der ønsker effektiviseringer og mindre administration, får ret. Men det rækker ikke, uanset sammenligningstal og hvad der ellers kan anvendes i debatten om, at der skal spares et andet sted.
Noget af det skulle vi have været igennem alligevel, fordi vi – som jeg sagde sidste år og har sagt mange gange – at vi har lave indkomster og vore borgere har store behov i Norddjurs Kommune. Vi er sårbare og også jeg anmeldte en bekymring over økonomien sidste år. Men slet ikke det omfang, som jeg og mine kolleger nu står med. Udviklingen på arbejdsmarkedsområdet slog os helt ud af kurs.
Nu skal vi på ret kurs. Jeg skriver ikke igen. Vores sårbarhed er større end de anvisninger vi har arbejdet efter og den tidligere ukendte regning på arbejdsmarkedsområdet, der er særlig stor, skal betales. Det rammer uskyldige borgeres service, sådan som finansieringen er indrettet. Det er ikke førtidspensionisterne og fleksjobbernes skyld. De skal have hvad de har ret til at leve af for det har lovgiver bestemt og vi skal behandle dem ordentlig.
Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen har selvfølgelig drøftet denne alvorlige situation. Vi står ved vores ansvar og står bag mig i budgetforhandlingerne. Situationen er modbydelig ud fra det vi ønsker vores borgere skal have af velfærd og vores ambition om at udvikle vores kommune.
Men der kan også i en voldsom og svær situation være ideer, forslag og løsninger, som kan hjælp. Medarbejdere, borgere, institutioner og politikere kan skabe nyt i fællesskab, der kan hjælpe os alle til at overkomme en svær økonomisk situation.
At få det overstået hurtigst muligt betyder også, at vi skal skabe os muligheder derefter. Vi skal have et økonomisk råderum i fremtiden og have større reserver i økonomien. Vi skal jo have et serviceniveau, der kan måle sig med de andre østjyder og vi skal også have mulighed for at investere. Det er en vanskelig opgave, der også kommer til at gøre ondt. Men vi er Danmarks 6. fattigste kommune og at låne sig igennem problemerne gøre det bare værre.
Vi skal hjælpe hinanden og holde sammen om opgaven som kommune, borgere og medrbejdere.