Guldbageren bliver til Bagergården
Fra 1. januar får Hinnerup igen en bagerbutik under eget navn på Storegade 3. For da skifter bagermester Jørgen Pedersen "Guldbageren" ud med det gamle navn "Bagergården". Sidst de lækkersultne hindbærsnitte-købende kunder kunne købe bagværk under dét navn var i 2001.
Supergodt
"Jeg har egentlig været godt tilfreds med at være i Guldbager-kæden, men jeg gik i sin tid ind i kæden fordi den satsede på markedsføring og Krumme-klubben. Nu bruges der penge på så meget andet, der ikke kommer de lokale bagermestre tilgode," mener bagermester Jørgen Pedersen og uddyber: "Nu kan jeg selv lave gode priser til gavn for mine kunder," forklarer bagermesteren, der i seks år har været medlem af bestyrelsen i Guldbager-kæden, de seneste år som næstformand.
"Det var selve konceptet jeg var lun på i 2001, men en kæde vokser og i dag bruges der penge på fire direktører og millioner på studieture til udlandet. Kun 30 procent af omsætningen bruges til markedsføring, resten går til administration. Til sidst var jeg uenige i deres dispositioner, og derfor valgte jeg at stoppe som Guldbager," siger Jørgen Pedersen om baggrunden for navneskiftet.
Nye tiltag
Han har rullet dej ud siden han kom i lære i faderens forretning i 1978. I 1982 gik han i kompagniskab med faderen, for derefter løbende at overtage bagerbutikken, der flyttede til de eksisterende lokaler i Storegade i 1997
Han vil nu selv forhandle indkøbsaftaler og sørge for de tiltag, han mener er de rigtige for kunderne, de 40 ansatte og ham selv.
Et af dem er allerede fastsat: Når du køber en kagemand, så får fødselsdagsbarnet en fødselsdagsgave.
"Jeg kommer til at savne Krummeklubben, men vi finder på noget der er lige så godt. Og i hele december kan børnene selvfølgelig komme ind og få byttet deres mærker til noget andet," forsikrer han.