Fortsæt til indhold

Den gamle smedje på årets julemærke

GRENAA - Lions Club Grenaa har udgivet et lokalt julemærke siden 1976.

Samfund
Af Anette Bonde

Smedjen, der ligger på hjørnet af Nytorv og Smedestræde, er den sidste bevarede af de i alt seks smedjer, som fandtes tilbage i 1920 i Grenaa.
Smedjen står i dag stort set uberørt med et stort udvalg af gamle hjemmelavede værktøjer sammen med flere nyere værktøjsmaskiner. Den har været i drift stort set frem til 1980, hvor den sidste smed Jens Jensen døde.
Han havde da været mester i den gamle smedje i 52 år. I øvrigt efterfulgte han sin far.

Smedjebygningen består at to bygninger. Yderst mod hjørnet til Nytorv ligger selve smedebygningen, der indeholder smedjen med tilhørende gårdsplads.
Bygningen, der er opført i bindingsværk, er gulkalket, ret lav og forsynet med en enkel, hvidkalket skorstenspibe.
Selve beboelseslængen er beliggende mod Smedestræde. Den er også opført i bindingsværk men er en noget højere bygning, der er hvid og gulkalket.
Begge bygninger er tækket med teglsten. I bogen "historiske huse i Grenaa" står anført: "det beskedne anlæg er af stor betydning".
Bygningen blev opført i 1849 for smedemester Jens Hougaard.
I dag er den gamle smedje en integreret del af Djursland Museum og er en velbesøgt turistattraktion på Djursland.

En fortid som Falckredder

Gennem alle årene har der været tradition for, at det er en lokal kunstner, der lægger pensel til årets julemærke. Billedet af den gamle smedje er malet af Jørn Vester. Det er udført i oliemaling, stilen er meget enkel og naturalistisk med stor respekt for detaljerne. Maleriet er i privateje.
Jørn Vester, der har en fortid som falckredder på den lokal station, har altid haft en kunstnerisk åre.
Men særligt som pensionist har han dyrket interessen og talentet foran staffeliet.
Jørn Vester er autodidakt, men fik for alvor lyst til at udforske kunstens verden efter at have taget faget billedkunst på Grenaa Gymnasium. Han har gennem årene udstillet adskillige steder i og uden for landsdelen, således også på Art Expo i 2004.

Godgørende mærker

Det er 33. gang, Lions Club Grenaa udgiver et lokalt julemærke. Mærket blev udsendt første gang i 1976, hvor den gamle købmandsgård på Torvet i Grenaa var motivet. Knap 89.000 ark er i årenes løb blevet solgt, og mærkerne har tilsammen indbragt cirka 756.000 kroner. Pengene har Lions Club Grenaa sendt videre som donationer til lokale foreninger, skoler, spejderbevægelser, plejehjem, sygehuse og lignende.

Den gamle smedje som postkortmotiv.