Antallet af indbrud på Djursland er halveret på fem år
Indbrudstyvene har ikke længere så travlt i Norddjurs og Syddjurs.
Antallet af indbrud i private hjem er de seneste fem år generelt halveret på Djursland.
Særligt i Syddjurs er der sket en meget positiv udvikling i perioden, hvor der i 2017 blev anmeldt 231 indbrud. Det tal er i 2022 faldet til 73, hvilket er et fald i perioden på hele 68 pct.
Samme udvikling er sket i Norddjurs, hvor antallet af anmeldelser i 2017 var 150, mens det i 2022 var på 79, hvilket hen over de fem år er et fald på 47 pct. I Norddjurs kan man dog notere en svag stigning i forhold til året før, hvor tallet var nede på 72.
På landsplan er antallet af indbrud i private hjem i 2022 på niveau med 2021, viser tallene. Det både glæder og overrasker eksperterne, da der i 2022 ikke længere var nogen coronarestriktioner, der ligesom i de foregående år kunne bidrage til færre indbrud. Udviklingen er bandt andet et resultat af, at mange parter har kastet sig ind i kampen mod indbrud og dermed er med til at gøre livet surt for indbrudstyvene, vurderer Bo trygt.
Frygtede stigning
Ifølge netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik er der i 2022 blevet anmeldt 14.899 indbrud på landsplan. Det er på niveau med 2021, der var det laveste siden 1970’erne.
I 2022 er det lykkedes at holde omfanget af indbrud på samme niveau, selvom man ellers kunne have frygtet en stigning efter fjernelsen af alle coronarestriktioner, som har haft en dokumenteret effekt på det faldende antal indbrud. Men mange bække små gør som bekendt en stor å, og netop dét er ifølge Bo trygt forklaringen på den positive udvikling:
»Vi oplever en stor interesse for at bekæmpe indbrud – både nationalt, regionalt og lokalt. Fra landspolitisk side oplever vi opbakning til et register over stjålne genstande, som skal gøre det svært for tyvene at komme af med deres tyvekoster. Fra kommunalt hold er der stor interesse for at bidrage til forebyggelsesindsatsen, ligesom politikredsene i den grad har sat fokus på indbrudsforebyggelse,« siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
»Ude i boligkvartererne oplever vi også et stigende engagement for at forebygge indbrud. Det mærker vi blandt andet gennem efterspørgslen på vores Bo trygt-indbrudsforebyggelseseksperter og tilslutningen til Nabohjælp og herunder Nabovenner. Flere er formentligt også begyndt at arbejde mere hjemme. Oveni har aktører som låsesmede, vinduesbranchen, forsikringsbranchen og byggemarkeder meldt sig på banen. Og vigtigst af alt: Parterne samarbejder – på kryds og tværs,« lyder det fra Britt Wendelboe.
Stadig for mange
Den positive udvikling til trods er der stadig brug for en fokuseret indsats og en samlet strategi for at komme antallet af indbrud i private hjem i Danmark til livs. Derfor er det et mål for Bo trygt at intensivere samarbejdet mellem kommune, politi og civilsamfund.
»Der sker fortsat alt for mange indbrud i Danmark i forhold til vores nabolande. Et indbrud er meget indgribende og enormt ubehageligt for dem, der bliver udsat for det. Oveni er indbrud kilde til utryghed hos danskerne og selvfølgelig særligt hos ofrene. Derfor skal vi styrke indsatsen mod indbrud, og nøglen er samarbejde. Med en omfattende og koordineret indsats tror vi på, at vi i fællesskab kan få indbrudsniveauet yderligere ned. Det kan vi, og det skal vi,« fastslår Britt Wendelboe.