Modtager kulturpris
Foreningen for by- og landskabskultur har 2. februar fået overrakt Randers Kulturpris 2022 for deres arbejde med at sikre vandkunsten Iguanbryderne en ny central og smuk placering.
Efter 10 år i depot blev vandkunsten, Iguanbryderne, 13. august i 2022 genindviet på initiativ af Foreningen for By- og landsskabskultur i Randers Kommune. Foreningen havde stået i spidsen for en indsamling blandt de største fonde i Danmark, lokale virksomheder og Randers Kommune, hvilket gjorde projektet muligt.
Formanden for kommunens Sundheds- Idræts- og Kulturudvalg, Louise Høeg, sagde blandt andet i sin tale, da foreningen blev hædret:
»Foreningen for By- og landsskabskultur har sikret os et klart symbol og en manifestation på den kulturhistoriske åre fra fortid til nutid - og til fremtiden. De har sikret os et element i byrummet, der samler os alle, og som er en daglig gave til alle, der lægger vejen forbi. De har givet os en ny plads, hvor vi kan samles, falde til ro, nyde lyden af vandet og synet af en skulptur, der har skabt debat og betydning gennem alle tider.«