Ny frisør i Strandgade
Anna Kathrine Lassen har taget over i Strandgades Frisørsalon på havnen i Grenaa.
Hvis Anna Kathrine Lassen skal drive frisørsalonen i Strandgade på Grenaa Havn lige så længe som sin forgænger, så venter der hende noget af et arbejdsliv.
For Karen Udsen drev Strandgades Frisørsalon i ikke færre end 46 år, inden hun lukkede ned ved årsskiftet.
Og ind rykkede straks i det nye år en stribe håndværkere - og et stort arbejde er nu resulteret i, at Anna Kathrine er klar til at åbne en splinterny sæson under navnet AK Frisør.
Det var min morfars drøm, at jeg en dag skulle have min egen salon i denne bygning, så man kan godt kalde det en form for langtidsplanlægningAnna Kathrine Lassen
Hun er på hjemmebane i Grenaa - dog er havneområdet nyt for hende, for hun er født og opvokset her - og det var i Grenaa, hun i sin tid - i 2006 - kom i lære og blev udlært i det, der dengang hed Salon Medusa.
Siden har hun arbejdet som frisør i flere saloner i Grenaa og i Ryomgaard - inden hun valgte at blive selvstændig og etablere sig som udkørende frisør, hvor man tager hjem til folk og ordner deres hår.
»Det passede bedre til mit liv på det tidspunkt med små børn, at jeg selv kunne tilrettelægge min arbejdstid,« siger Anna Kathrine.
Åbner egen salon
Og nu er hun så klar med sin egen salon.
Indrettet i en bygning i Strandgade, som hendes morfar oprindeligt ejede - og hvor hendes mormor servicerede kunderne i den butik, som bar navnet Tatol - en kæde, der på et tidspunkt talte ikke færre end 850 butikker over hele Danmark.
»Det var min morfars drøm, at jeg en dag skulle have min egen salon i denne bygning, så man kan godt kalde det en form for langtidsplanlægning. Jeg har godt nok altid sagt, at jeg aldrig skulle have en salon på havnen, men som man siger, så har man vel et standpunkt til man tager et nyt. Og nu glæder jeg mig faktisk til at komme i gang her og kan se mange fordele ved placeringen. Der kommer jo masser af mennesker forbi hver eneste dag - og der er altid en parkeringsplads at få,« siger Anna Kathrine.
Hun har med gode håndværkeres og venners hjælp virkelig moderniseret salonen. Nye lofter giver en bedre akustik - og også gulve og vægge er fornyet. Der er blevet plads til flere miljø- og hudvendlige hårprodukter på hylderne. Og salonen er fortsat åben for børn og unge, mænd og kvinder.
»Jeg ser frem til at kunne servere en god kop kaffe eller noget koldt for mine kunder - og jeg sætter lidt plads af i bestillingssystemet til en god snak med dem. Indtil videre klarer jeg mig alene og åbner salonen fra mandag til fredag. Lørdag bliver min lukkedag, men måske kan jeg med tiden ansætte yderligere en frisør. Det vil tiden vise,« siger Anna Kathrine, som tilbyder kunderne at booke en frisørtid både telefonisk eller online.
Fredagen blev brugt på åbningsreception i den nye salon og mandag er de første kunder i stolen.