Borgermøde: Vil kæmpe for ny dagligvarebutik i Ådalen
En lokal borgergruppe har lagt sig i selen for at bevare indkøbsmulighederne i Ådalen, og nu er der konkrete planer om en Min Købmand-butik i Dagli'Brugsens lokaler
24. februar lukker Dagli’Brugsen i Lime definitivt, og for første gang i 130 år står indbyggerne i Ådalen i Syddjurs Kommune helt uden lokal dagligvarebutik. Men den alvorlige og triste udsigt vil en lokal borgergruppe nu sammen med Dagrofa lave om på. Det fortæller de i en pressemeddelelse.
Målet er at købe bygningen, finde en engageret købmand og åbne en ny Min Købmand forretning med Dagrofa som samarbejdspartner senest til august 2023. Samme model har lokalsamfundet i Balle haft stor succes med, og i Nimtofte er man lige nu i gang med præcis samme ide.
På et borgermøde tirsdag 7. februar på Ådalsskolen præsenterer initiativgruppen og Dagrofa deres plan.
Baggrunden for det nye initiativ i lokalområdet er COOPs beslutning fra december 2022 om at lukke i alt 12 lokale dagligvarebutikker i Danmark – heriblandt Dagli’Brugsen i Lime, der ellers har en historie, som går ca 130 år tilbage. Butikken har gennem flere år været underskudsgivende, og derfor har COOP så definitivt smidt håndklædet i ringen og besluttet at lukke butikken og afskedige de nu i alt 18 medarbejdere.
Livsvigtig for lokalsamfundet
Da borgerne i Lime, Skørring, Mygind og de andre landsbyer i Ådals-området fik sundet sig over chokudmeldingen fra COOP, skrev 340 borgere under på en protest til COOP og en initiativ-gruppe tog imod en henvendelse fra Dagrofa om at undersøge mulighederne for at åbne og drive en ny forretning i kædekonceptet Min Købmand, som allerede har 160 forretninger i Danmark.
»Det vil være et kæmpetab for lokalsamfundet at miste et socialt mødested og muligheden for at handle dagligvarer tæt på, hvor folk bor. Hårdest ramt er selvfølgelig ældre og folk uden bil, men også mange familier synes det er meningsløst at skulle køre 8-9 kilometer i bil for at købe dagligvarer. Ikke mindst i en tid, hvor benzin-prisen er tordnet i vejret, og alle har fokus på bæredygtighed og den grønne omstilling,« siger Jesper Raabo, der er talsperson for initiativgruppen, som tæller 11 personer fra lokalområdet.
Dagrofa har her efter nytår gennemført en markedsanalyse af Ådals-området, der viser, at der bør være grundlag for en sund dagligvarevirksomhed, hvis borgerne går sammen om at købe grund og bygning, leje den ud til en driftig købmand og åbne Min Købmand i Ådalen.
Planerne præsenteres på et åbent borgermøde tirsdag 7. februar kl. 19 på Ådalsskolen, Skørring. Adresseavisen vil selvfølgelig være på pinden og dække mødet, der formentlig også vil tiltrække mange af Ådalens borgere.