Kunder klar til kup i ny møbelgenbrug i Åbyhøj
Biskop Kjeld Holm klippede 26. november den røde snor over til Folkekirkens Nødhjælps første møbelgenbrug i Århus - butikken ligger på Silkeborgvej 285 i Åbyhøj
Nu kan der gøres et kup med genbrugsmøbler, genbrugslamper og alverdens andre genbrugsting til boligen i Folkekirkens Nødhjælps nye butik på Silkeborgvej 285 i Åbyhøj. Butikken er Folkekirkens Nødhjælps første møbelgenbrug i Århus.
Biskop Keld Holm klippede snoren over til butikken og sagde et par ord, før handlen kunne begynde.
"Folkekirkens Nødhjælp har en særlig plads i mit hjerte. De når alle de steder, som ingen andre når," lød det fra Keld Holm, før han fortsatte:
"Genbrug er et alternativ til forbrug/smid væk-kulturen, som har ført til et vanvittigt overforbrug i dag. I en genbrugsbutik bruges tingene, så længe de kan."
Kunderne stod klar
Den nye Åbyhøj-butik åbnede 26. november klokken 13.00, og udenfor stod en lille mængde af mennesker allerede klar til at gøre et godt køb. En af dem var Nanna Askefrø Bjørn, der er opvokset i Åbyhøj.
"Jamen jeg elsker genbrug - hele stemningen ved at gå rundt ti gang og så finder man pludselig noget, hvor man kan gøre et kup. Og så passer stilen bare til mig. I dag har jeg fundet en lille trækasse, der passer til mine LP-singler."
20 butikker på to år
Åbyhøj-butikken er møbelgenbrugsbutik nummer 20, som Folkekirkens Nødhjælp har startet inden for de sidste to år. Folkekirkens Nødhjælp har vurderet, at grundlaget for en møbel-genbrugsbutik i Åbyhøj er til stede, og der er da også allerede vist stor interesse for butikken.
"Når man køber genbrug hos Folkekirkens Nødhjælp, kan man både spare penge - og støtte en god sag," siger konsulent i Folkekirkens Nødhjælp Inger Christensen, som ikke er i tvivl om, at der er grundlag for butikken.
Indtil videre holder butikken i Åbyhøj åbent torsdag og fredag fra klokken 13.00-17.00 og lørdag klokken 10.00-13.00.