Fortsæt til indhold

Børnehaven Bakkely skal lukkes

Der står kun et enkelt barn på venteliste til naturbørnehaven Bakkely. Derfor skal den lukkes til august. Men forældre mener, at mange har undladt at skrive sig på venteliste, da de af kommunen har fået at vide, at det var umuligt at få plads

Samfund
Af Marianne Gay

SLUT Under det lukkede punkt "tilpasning af kapacitet" på tillægsdagsordenen til sidste uges familieudvalgsmøde gemte der sig en ubehagelig overraskelse for personale og forældre i naturbørnehaven Bakkely i Gram. Fra 1. august i år skal Bakkely med 25 pladser, som er en sattelit til Børnehaven Østervang, nemlig lukkes til stor frustration for forældrene. Årsagen er i følge chefkonsulent på dagtilbudsområdet i Skanderborg Kommune, John Simonsen, et faldende børnetal i Stilling-Gram de sidste par år. "I august 2009 vil der på grund af skolestart kun være 12 børn tilbage i Bakkely, og i øjeblikket står kun et enkelt barn på venteliste til Bakkely. Med så mange tomme pladser er der ikke basis for at tilbyde pasning på to adresser," forklarer John Simonsen.
Men denne besked mødes med forundring hos forældrene. "Det kom fuldstændig som et lyn for os. Hvorfor har de ikke sagt noget før, for eksempel at det ikke ser så godt ud, hvis der ikke er flere børn på ventelisten? Hvorfor skal det gå så hurtigt? Det virker panikagtigt. Hvorfor undersøger man ikke andre muligheder, før man lukker noget, der ikke kan genskabes?" spørger Anne Rust Nørgaard, forældre til to drenge i institutionen.
"Jeg er mest af alt vred. På pairet løser en lukning af Bakkely en masse ting i forhold til budget og økonomi, men er de klar over, at de lukker noget særegent og et meget populært tilbud?," siger Anne Rust Nørgaard.

Umulig at få plads

I øjeblikket er der kun et enkelt navn på ventelisten til Bakkely, men hverken forældre, institutionsleder eller bestyrelse mener, at dette tal er retvisende for ønskerne om en plads i Bakkely. "Vi studsede også lidt over, at der kun var et enkelt barn, men vi er nødt til at tage ventelisterne alvorligt. Vi kan ikke gætte eller tolke ventelisterne, men må tage dem som et udtryk for, at forældrene skriver deres børn op til de instutioner, de gerne vil have," fortæller John Simonsen.
"At Bakkely ikke skulle være en søgt børnehave er så langt fra sandheden, at vi som bestyrelse ikke kan andet, end at føle at beslutningen er truffet på et falsk grundlag. Bakkely har de seneste syv år været så populær, at det har været svært at få plads. I Stilling-området har den generelle opfattelse været, at man ligeså godt kunne undlade at skrive sit barn op til Bakkely, da det var håbløst at få plads. Derfor kan den nuværende venteliste på ingen måde bruges til at konkludere, at der ikke er forældre, der ønsker plads i Bakkely," siger bestyrelsesformand Trine Kvitzau.
Andre forældre i institutionen stiller også spørgsmålstegn ved, om forældre bliver vejledt ordentligt i forhold til muligheden for venteliste, når de kontakter pladsanvisningen, "Vi har hørt om flere forældre, der så sent som i efteråret fik at vide, at de skulle finde andre steder, fordi der ikke var plads i Bakkely. Det vil sige, man står med en næsten tom venteliste, der tilsyneladende ikke svarer til virkeligheden. Det paradoksale er der, at det bliver den venteliste, der bliver hovedargumentet for at lukke Bakkely," siger Anne Rust Nørgaard.

I Bakkely er udeliv en stor del af hverdagen. Men 1. august er der slut. Der skal institutionen lukkes på grund af for få børn. Foto: Marianne Gay.

Sagen tages op igen

Beslutningen om lukning er truffet af fagsekretariatet for børn og unge, og politikerne i familieudvalget tog under sidste uges møde besltningen til efterretning. Havde der ingen forældreprotester været, var sagen endt her. Men formand for familieudvalget åbner dog en mulighed for at sagen kan tages op igen. "På baggrund af den orientering vi fik, havde vi ikke noget at indvende på lukningen. Men viser det sig, at der er nye ting i sagen, tager vi den selvfølgelig op igen," siger Jonna Grønver, formand for familieudvalget. Hun understreger også, at udvalget på det næste møde vil drøfte det princiepelle i forhold til at politikerne først orienteres efter beslutningen.
Også i fagsekretariatet er man åben for nye oplysninger i sagen. "Der er ingen i fagsekretariatet, der har noget ønske om at lukke et godt og velfungerede tilbud, så hvis der viser sig, at den nuværende venteliste ikke er retvisende, så har vi jo en ny situation, og så vil sagen blive taget op igen," siger John Simonsen.
Imens kæmper forældre og personale i Bakkely videre for børnehavens overlevelse. Blandt andet ved at opfordre forældrene til at skrive deres barn på venteliste til institutionen. "Vi går så langt, vi overhovedet kan for at få svar i den her sag. Ikke bare som forældre, men også som borger i Skanderborg Kommune," siger Anne Rust Nørgaard.