Tranbjerg præst skal sælge folkekirken på nettet
Ellen Aagaard Petersen har taget orlov fra jobbet som sognepræst i Tranbjerg for at blive redaktør af folkekirken.dk
Det bliver en præst fra Tranbjerg, som de næste tre år skal formidle folkekirken online. Ellen Aagaard Petersen har taget tre års orlov fra jobbet som sognepræst i Tranbjerg for at blive redaktør for folkekirken.dk.
Hjemmesiden har fået nyt udseende og indhold, og de kommende tre år får Ellen Aagaard Petersen hovedansvaret for at formidle og inspirere den kristne tro og folkekirken online.
"Folkekirken arbejder primært lokalt i sognene, og det personlige møde vil altid være det vigtigste for kirken, men vi er også nødt til at være tilstede i mediebilledet. I dag får vi info og impulser fra medieverdenen, og det billede vi ser i medierne har stor betydning for opfattelsen af folkekirken," siger Ellen Aagaard Petersen.
Folkekirken.dk's nye redaktør er 42 år og har været sognepræst i Tranbjerg Kirke i 10 år. Hun har taget en Masters uddannelse i kommunikation og været optaget af, hvordan kirken kommunikerer i samfundet, så stillingen som redaktør af folkekirken.dk er lidt af et ønskejob for Ellen Aagaard Petersen.
Søger tro på nettet
"Vi ved, at det primært er på nettet, danskere søger inspiration til tro og religiøsitet, så der skal man selvfølgelig også kunne finde folkekirken. Helt almindelige danskere skal føle sig taget godt imod på folkekirken.dk og kunne finde svar og inspiration."
På folkekirken.dk kan man få genopfrisket, hvorfor vi holder jul og andre højtider, og man kan finde praktiske oplysninger om dåb, begravelse, konfirmation og bryllup. Forskellige personer blogger om tro og kirke, og der vil være diverse temaer i løbet af året.
Lige nu er det naturligt nok julen, som er temaet: Skuespilleren Thure Lindhardt læser op af juleevangeliet, julens bedste salmer kan ses og høres, der er julefortælling for børnene, og tidligere juleinspektør i Den Gamle By, Benno Blæsild, fortæller julens historier.
"Vi vil i stigende grad bruge de nye og levende kommunikationsformer, som internettet giver mulighed for," siger Ellen Aagaard Petersen.