P4 Østjylland - Godmorgen!
P4 Østjyllands morgenflade kører på lavere blus både nyhedsmæssigt og bemandingsmæssigt her i ferietiden. Alligevel er der blandt medarbejderne tilfredshed med, hvad denne morgen bringer. Men lad os starte kl. 05.40.
Kort briefing
Programmet skal i luften fra 7 minutter over 6 og frem til kl. 10.
Nyhedsvært, Lene Kok, er mødt kl. 04 som den første. Hun har tjekket, hvad der lå fra dagens før, kigget i aviser og i mails til redaktionen.
Kl. 05 er rapporter Asger Rosenberg og studievært Rasmus Sharling Toft mødt ind sammen med den flyvende journalist Thomas Nørgaard, der skal ud med sendevognen.
De kendte historier diskuteres. Hvad er vigtigt? En Favrskovhistorie om byggeri i Søften kan vente til i morgen! Hvordan skal der vinkles? Tør man køre direkte, eller skal man bånde først?
Tre historier trænger sig på. En om en rap-skole i Århus, der er blevet lukket på grund af en tekst i undervisningen, der hænger Morten Messerschmidt ud. I øvrigt fra Lokalavisen.dk. Beslutning: Få lederen igennem, men bånd først.
En anden handler om LO's Jobpatrulje, som afslører ulovlige arbejdsforhold for ung-arbejdere. Den skal Thomas Nørgaard følge direkte fra Horsens. Af sted med sendevognen.
Den sidste store historie er færgen mellem Samsø og Hou. Den sejler faktisk nu og redder Festivalen på Samsø. Kaptajnen direkte igennem til denne solstrålehistorie, der ikke får for lidt morgenen igennem.
Central playliste
Studieværten Rasmus har ikke lavet nogen speciel forberedelse ud over den, der kommer efter mange års træning.
Da Nyhederne fra København er forbi, trykker han på dagens første timestarter. Den teaser, der skal overbevise folk om, at nu bliver det spændende, interessant og hyggeligt. Dernæst studieværtens morgenhilsen.
"Læg mærke til, at der ikke er en afslutningsjingle på Radioavisen. Det er helt bevidst, at den er fjernet. Vi skal hænge sammen. Vi er fortsættelsen af det landsdækkende program. Op mod klokken hel fortæller vi også noget om, hvad Radioavisen vil bringe. Igen med til at lave en kontinuitet," fortæller Rasmus.
Ud over mikrofonen har han en større skærmopsætning, hvor han kan dirigere rækkefølgen af musik, båndede indslag og jingler. Musikken ligger på en centralt udarbejdet playliste, så de enkelte regionalradioer spiller stort set de samme numre.
Nyhedsresuméet er væk
Kl. 06.30 er der tre minutter med regionale nyheder, hvor Lene Kok i et lille tilstødende studie læser sine skarpt afmålte nyhedsark op.
Kl. 06.55 kommer en vejrudsigt fra Karup: Den er direkte. Det giver et godt flow og afbræk i musikstrømmen. Men hvor er nyhedsresuméet kl. 06.58?
"Vores målinger viser, at folk ikke vil have nyheder på det tidspunkt. Og frem for alt ikke gentagelser. Derfor er det droppet," forklarer Rasmus.
Mens Nyhederne kører fra København er der lyd fra sendevognen. Den melder klar, og det direkte indslag med Jobpatruljen, som skal ud til et ikke oplyst sted, kommer på 7.15.
Presset kaptajn
Nyhedsrapporter Asger Rosenberg laver i det lille studie interview med rapskolelederen. Det sendes kort efter.
Og så kommer det store clou: Kaptajnen fra den nye, forsinkede Hou-Samsø-færge er igennem. Alle er glade. Ikke mindst Samsø Festivalen. Han interviewes af studieværten efter oplæg fra rapporteren.
Kaptajnen bliver dog lidt hektisk i stemmen til sidst: Han skal lægge til i Hou Havn nu!
Og sådan fortsættes frem til kl. 10, hvor formiddagsværterne tager over.