Fuldt sprint i Løberen
Nye sko og lyst løbetøj går som varmt brød, for nu er løbesæsonen over os
Der er travlhed i løbebutikken Løberen på Banegårdsgade i Århus. Nogle kunder kigger på løbetøj, mens andre er på løbebåndet, hvor de kan få testet deres løbeteknik, så de bagefter kan få den helt rigtige sko.
Det er in at være i god form, og det er endnu sjovere at blive det, når solen siger forår. Det kan mærkes i forretningskæden Løberen, som snart åbner sin sjette butik på landsplan. Det hele startede i Lyngby i 1996, og butikken i Århus er nummer to i rækken, og den kom i 1998.
"Det går rigtig godt. Vi vil gerne være butikken, som kan gøre en forskel for den almindelige motionsløber. Vi vil vejlede Hr. og Fru Danmark, som så gerne skulle ende med at få den helt rigtige vare med hjem," fortæller Ebbe Møller Nielsen, som er direktør i Løberen.
Han fortæller, hvilket løbeudstyr, der er mest forårssalg i.
"Det, der går mest af nu, er det kortbenede løbetøj i lyse farver. Der er mange, som ikke vil løbe rundt i det mørke, lange løbetøj nu, hvor det bliver godt vejr. Og så går der mange pulsure, som kan hjælpe folk med at løbe mere optimalt i forhold til deres maksimal- og hvilepuls," fortæller Ebbe Møller Nielsen.
På kursus
Samtlige ansatte i Løberen i Danmark var i uge 13 på et todages kursus for at udvikle sig i samme retning. "Vi var på Søhøjlandet, hvor vi snakkede råd og vejledning til kunderne. Vi gør meget ud af, at vi i butikken har et høj fagligt niveau. Her i Århus har vi for eksempel en fysioterapeut ansat på fuld tid, men selvfølgelig er der også en grænse for, hvad vi kan udtale os om. Vi er jo ikke læger, så vi sørger for, at hvis vi for eksempel snakker løbeskader, så holder vi os til det, vi ved," fortæller Ebbe Møller Nielsen.