Den sidste gæst på Drasbæks Hotel

"120 års historie er slettet fra byen, og af støvet vil nye bygninger rejse sig.
I moderniseringens navn er bulldozerne blevet sluppet løs, og har som hyæner flået deres forkrøblede og sårede bytte fra hinanden. Noget nyt og bedre skal erstatte det gamle , som derved vil blegne i folkets bevisthed, og til sidst kun være et tåget minde.
Og minder var netop hvad disse bygninger rummede. Her er naturligvis tale om det gamle Drasbæks Hotel i Kolind, som i generationer dannede rammen om selskaber, bryllupper, jubilæer, fødselsdage ect. Historien fortæller os, at dette var stedet man samledes, når en begivenhed skulle finde sted. Utallige gange har gaden udenfor været badet i det gyldne lys, der strømmede ud gennem vinduerne, og gik man forbi, kunne man høre den dæmpede summen fra mennesker der var samlet, og som derinde i varmen og lyset snakkede og grinede. Det var hér fædre og mødre tog hen med deres børn, når disse skulle lære at mestre valsens trin, og man oplevede hvordan lyset på førstesalen strålede endnu klarere, når det skinnede i pigernes kjoler.
Selv når lamperne ikke brændte, og man gik gennem de mørke gange, var det ikke svært af forestille sig den stemning der måtte have været, dengang rejsende lod sig indlogere på værelserne, hvorfra man kunne beundre Kolindsund så langt øjet rakte. Disse værelser, beklædt med tapet der skinnede blåligt i månelyset, synes at være som i en dvale. Som ventede de blot på, at nye mennesker skulle træde ind ad døren med kufferter, og atter give dem liv.På væggene i gangene hang billeder fra forgangne samkomster, som alle vidnede om, at hér i de store sale og rundt om bordene havde mennesker været samlet. Hér havde man fejret. Standsede man op dér i mørket og stilheden, kunne man så let som ingentilg høre lyden af stemmer for sit indre øre, og fornemme maddduften, der sivede op fra underetagen. Dette på trods af, at stemmerne for længst var forstummet, og gryderne i køkkenet tomme.
Hvorvidt sådanne minder gør en bygning bevaringsværdig, er der nok delte meninger om. Der hersker i hvert fald ingen ivivl om, hvad grundens nuværende ejer mente om den sag. Hotellet eksisterer ikke længere, og alle minderne flakker nu om, uden et håndgribeligt tilhørssted. Det er nærmest umuligt ikke at spørge sig selv, hvad det ville have medført, såfremt hotellet havde fået lov at blive stående, og man i stedet for noget så drastisk som en nedrivning, havde givet den - i øvrigt meget pæne bygning en ansigtsløftning . Navligt i disse tider, hvor så mange mennesker søger at udbrede kendskabet til Djursland, ville det have været et aktiv ikke alene for Kolind by, men for hele området. Dette hotel ville have huset mennesker, som ønskede at nyde Djurslands uovertrufne natur, og samtidig være tæt på kendte attraktioner som f.eks Djurs Sommerland, såvel som det mere urbane miljø i Århus. Kolind ville blive nævnt, når folk fortalte kollegaer, familie og venner om deres ferie, og derved ville hotellet blive en magnet der tiltrak omverdenen. Ingen tvivl om, at sådan et sted ville kunne få stor betydning for livet og befolkningen på Djursland.
Men et sådant "Hotel California" må man opgive at se på Drasbæksgade nr. 17. Her skal i stedet opføres nye bygninger af stål og glas. Sjælløse, såkaldt stilrene bunkere, hvis livløse udtryk med tiden vil begrave mindet om, at her fandtes engang en bygning, hvorfra varmt lys strømmede ud gennem vinduerne, og hvor menneskene indenfor snakkede og grinede.
Essensen af alt dette er, at inden man griber til drab på bygninger som Drasbæks Hotel, og i nyskabelsens hellige navn opfører huse og lejlighedskomplekser, der mest af alt ligner privathospitaler, er det værd at gå en tur alene derinde, i mørket og stilheden, og åbne sanserne. Derved ville den mindre åbenlyse skønhed ved den slags perler vise sig, og man ville måske tænke mere kreativt end blot glas og stål."