Værdidebat om ny friskole i Nimtofte
Forældre, elever, lærere og borgere var forleden en eftermiddag indbudt til debat om hvilke værdier, der fremover skal danne fundamentet for den kommende skole.
"Man mærkede både stor vilje og lyst til at lave en fri skole præget af værdier der allerede eksisterer på skolen i dag, men som også er nye og visionære. Debatten handlede om værdier som læringsstile, nærhed, natur, sundhed, kreativitet, rummelighed, fortælling, lokalsamfund og fysisk aktivitet," fortæller Lone Jensen fra den gruppe, som ønsker en friskole i Nimtofte, når Bauneskolen lukkes til næste år.
En skæv vinkel
Der er nu nedsat en arbejdsgruppe af interesserede borgere og forældre, der skal samle de mange ideer til et egentligt værdigrundlag.
"Det skal balancerer mellem kontinuitet og visioner," mener Lone Jensen.
Skolen skal være i stand til at udvikle mange forskellige kompetencer hos børnene. Den skal rumme evnen til at se tingene fra en lidt skævere vinkel end man plejer.
"Det kræver vilje til udvikling, men også evnen til forandring af den måde undervisningen normalt tilrettelægges på."
Som afslutning på dagen var der afstemning mellem de mange indkomne forslag til logo og navn til den nye skole. Lübker Golf Resort, Djurs Sommerland og Midtdjurs Traktorlager havde sponsoreret præmier, som blev vundet af Dimitri, Nikoline og Oliver.
Bestyrelsen vil inden længe offentliggøre navn og logo for den nye skole.