Kira og Sandberg kærester efter 14 års pause
Nøgenmodellen Kira Eggers og jetset-rockeren Brian Sandberg har fundet igen efter 14 års pause i parforholdet. I løbet af den lange pause har Kira Eggers været kæreste med den hårdhudede og iltre fodboldspiller Thomas Gravesen - men nu har hun altså fundet en endnu mere barsk kæreste. Det skriver bt.dk.
Duoen Eggers og Sandberg var sammen tilbage i 1995, og tidligere på året kom det frem, at Brian Sandberg stadig havde et blødt punkt for eks-kæresten. Men i dag vil ingen af parterne bekræfte forholdet overfor BT.
"Jeg vil ikke udtale mig om mit privatliv," siger Brian Sandberg, mens Kira Eggers er lige så hemmelighedsfuld.
"Det er ikke noget, jeg kan bekræfte, og jeg synes ikke, vi skal diskutere mit privatliv. Jeg vil ikke ud med, hvem jeg er kæreste med overhovedet," siger hun til Newspaq.
Kira Eggers bor i Hørsholm og har sommerhus i Hornbæk, mens Brian Sandberg netop har sat sin penthouse-lejlighed i Tuborg Havnepark til salg. Om det sker for at flytte sammen med Kira Eggers er uvist.