Fortsæt til indhold

Mærsk sikrer familien magten

Fremover vil der altid sidde en Mærsk-arving i bestyrelsen

Samfund
Jesper Lundh

Mærsk Mc-Kinney Møller strammer nu grebet om de to A.P. Møller-fonde, der kontrollerer A.P. Møller-Mærsk-koncernen. Den 96-årige skibsreder fra Charlottenlund sikrer, at fondenes bestyrelser altid skal have et medlem, som nedstammer fra olie- og shippingkoncernens stifter Arnold Peter Møller, skriver dagbladet Børsen .
"Jeg anser ændringen som en klar opstramning i forhold til familiens fremtidige indflydelse," siger Martin Jes Iversen, lektor på CBS.

Mc-Kinney Møller ændrer fundatsen i Almenfonden og Familiefonden, til at bestyrelsen 'altid' skal have et medlem fra Møller-famillien mod tidligere 'så vidt muligt' et medlem fra familien.

Dagbladet Børsen erfarer, at ændringer af fundatser er vanskelige og at der formodentlig har været et ønske om at ændre, mens Mærsk Mc-Kinney Møller er medvirkede.

"Fundatsen ændres, så den afspejler sådan som det altid har fungeret i praksis. Bestyrelsen sikrer dermed at det forbliver sådan - også i fremtiden," siger direktør Lars-Erik Brenøe, der sidder i fondenes bestyrelse og er Mærsk Mc-Kinney Møllers personlige assistent.

De nye vedtægter er vedtaget 18. november i år, men blev først modtaget af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i denne uge.

Desuden sætter den gamle skibsreder et nyt afsnit ind i vedtægterne om, at formandsposten i de to fonde helst skal bestrides af et medlem af familien.