Letbane til Lystrup Bytorv
Skal flest mulige få glæde af letbanen, skal den føres gennem den kommende bymidte i Lystrup, mener folkene bag projektet ”Liv i Lystrup”
Står det til drivkræfterne bag projekt "Liv i Lystrup", skal letbanen ikke følge den nuværende Grenåbanes tracé gennem Lystrup, men i stedet føres op ad Sønderskovvej til det kommende bytorv videre derfra gennem det grønne område ved Hovmarken mod Hjortshøj. "Letbanens trace ligger slet ikke fast. Det er vigtigt, at der er god tilgængelighed til den kommende bymidte. Vores planer lægger op til, at der fortsat kan køre busser ad Lystrup Centervej, men det helt rigtige ville være at få letbanen til at passere tæt forbi eller helst direkte gennem bymidten," mener Hans Schiøtt, formand for Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd, der sammen med Lystrup Idrætsforening og Erhverv Lystrup står bag det visionære byudviklingsprojekt.
Styregruppen for projektet foreslår derfor i sit høringssvar til Kommuneplan 2009, at linjeføringen for letbanen lægges nordligere og føres gennem den tætteste del af det nye Elev for derefter at fortsætte gennem den centrale del af Lystrup.
Byggeri i fem etager
"Sønderskovvej er af fremsynede planlæggere i tresserne og halvfjerdserne blev udlagt til fire spor. Derfor er der plads til, at letbanen kan føres op ad Sønderskovvej til det nye bycentrum,og derefter føres mod øst gennem den grønne kile ved Hovmarken til tilslutning til Grenåbanens tracé," forklarer Hans Schiøtt, der fremhæver, at både det nye centrum, den store befolkningskoncentration i Elstedhøj, parcelhusområderne øst for Sønderskovvej og det kommende sportsanlæg dermed vil være godt forsynet med kollektiv trafik. Styregruppen peger også på andre forhold, som den gerne ser taget højde for i kommuneplanen
"Først og fremmest er det en forudsætning for hele projektet, at der gives grønt lys i kommuneplanen for et centralt center placeret på Lystrup Centervej," pointerer Torben Märcher, formand for Lystrup Idrætsforening.
Samtidig er det nødvendigt for realiseringen af det omfattende bymidte-projekt, at der gives mulighed for boligbebyggelse i op til fem etager, svarende til 18 meter, samt mulighed for yderligere godt 4.000 kvadratmeter butiksareal i forbindelse med det nye bytorv.