Fortsæt til indhold

Fem stjerner til Malmros-film

Forelskelse er ikke nogen let sag i Nils Malmros nye "Kærestesorger". Vores 16-årige læseranmelder Maria Mei-Mei Petersen er godt underholdt og giver fem ud af seks stjerner

Samfund
Anmeldelse af Maria Mei-Mei Petersen, Århus C

Kærestesorger
Karakter: 5 ud af 6
Instruktør: Nils Malmros
Medvirkende: Thomas Ernst, Simone Tang, Søren Pilmark mv.
Set i Cinemaxx, Århus


Det hele starter i 1.g på Viborg Katedralskole tilbage i 1961, hvor den populære dreng Jonas (Thomas Ernst) og den flittige og umodne pige Agnete (Simone Tang) lister ind på et værelse til en privatfest. Som en uerfaren og nysgerrig teenager knapper Jonas bh'en op på Agnete, men det viser sig, at der slet ikke er noget at være så ivrig efter, for der er ingen grund til at Agnete bruger bh. Her starter historien om de så to vidt forskellige unge der falder for hinanden, men egentlig så er Jonas ikke så forelsket i hende og da Agnete vil have, at de holder en pause ser han ikke nogen grund til at genoptage forholdet. Det er lige indtil han i 2.g får af vide at Agnete går rundt sammen med en 1.g'er, og pludselig blusser jalousien frem i Jonas, og han vil vinde hende tilbage.


Agnete har en familiebaggrund med visse problemer, hun føler sig uønsket af sin mor og faren (Søren Pilmark) havde hellere ønsket en søn, men viser sig på trods det at favorisere sin yngste datter. Hun har to storesøstre, hvor den ældste har et barn og er ugift, hvilket der bliver set ned på, og hendes anden søster har altid været den mere tiltrækkende og forkælede datter der måtte alt. Faren viser sig at have haft psykiske problemer, og Jonas prøver at støtte Agnete igennem den hårde tid, da faren igen bliver indlagt. Jonas har i længere tid gået og spekuleret over hvad der foregår i mellem hans sidekammerat Toke og Agnete, da det viser sig at de deler en bog, som Agnete påstår bare er deres noter om filosofi. Men hvad er det, som de helt nøjagtigt skriver til hinanden, og hvorfor vil hun ikke dele det med ham som er hendes kæreste?

Nils Malmros film som foregår og er filmet over tre år kaster os ud i et kærlighedsopgør der indeholder trekantsdramaer, problemer, jalousi, begær og ikke mindst sorg. Kærestesorger som på nogen måder er en fortsættelse af Kundskabens træ følger Jonas igennem gymnasietiden, og hans møde med kærlighedens gode og dårlige sider. Man bliver underholdt under hele filmen, og den er bestemt ikke skuffende. Følelserne strømmer ud gennem skærmen og lige ind i hjertet på seerne der tager i mod det med latter, smil og medfølelse for de forskellige personer i filmen.

Det er rart at kunne læne sig tilbage og få et indblik i en tid der for længst er omme, og med interesse kan man se hvordan det var dengang og sammenligne med ungdommen i dag. Filmen kan varmt anbefales for både gamle og unge, kærestepar eller veninder der længes efter en god film.