Fortsæt til indhold

Ny teknologi giver stor kinabil et skarpt forspring

Xpeng har nu vist de nye modeller og priserne. Den store G9 kan blive et hit i Danmark og sætter selveste Porsche til vægs, når det gælder lynladning.

Samfund
Christian Schacht

Efter måneders spekulation er det endelig officielt: Kinesiske Xpeng er klar med to nye elbiler, der er fyldt med avancerede funktioner og teknologier. Samtidig kommer de to modeller, kaldet P7 og G9 til attraktive priser, men det, som virkelig gør især G9 interessant er dens imponerende lynladningsteknologi, der sætter selveste Porsche til vægs.

De to biler kommer på et kærkomment tidspunkt.

I foråret 2022 åbnede det danske showroom i prominente Axel Towers i København, og Xpeng var klar til lancering af den noget kluntede P5. Bilen fik dog en yderst lunken modtagelse i pressen, og pludselig lød det, at den slet ikke ville komme på markedet alligevel.

I snart et år har importøren derfor gået rundt uden varer at sælge, men nu er man klar med priserne på to elbiler, som rammer hvert deres segment.

Stor SUV sætter laderekord

Selv om Xpeng P7 lander i det interessante segment, hvor BMW i4, Tesla Model 3 og Polestar 2 huserer, så er mærkets nye og store SUV den mest interessante. Den nye Xpeng G9 er nemlig helt nyudviklet og på en platform med såkaldt 800-volt strømforsyning, der sikrer nogle ret markante ladetider.

Med en ladekapacitet på 300 kW kan den fempersoners bil oplade batteriet på 98kWh fra 10 pct. til 80 pct. på kun 20 minutter. Ladestyrken sætter ny rekord blandt alle de elbiler, der kan fås herhjemme og overgår dermed klassens bedste Audi e-tron GT og Porsche Taycan, der når 270 kW.

Xpeng G9 har en størrelse som en Audi Q8 e-tron og den kommende Polestar 3, men bliver markant billigere. Den kommer i tre versioner fra hhv. 479.900 kr., 549.900 kr. og 599.900 kr. Det er omtrent et par hundrede tusinde kroner under Audi.

Standardudgaven med et batteri på 78 kWh har en rækkevidde på 470 km, mens den øges til 570 km på en enkelt opladning i den såkaldte Long Range med et batteri på 98 kWh til de 549.900 kr. G9 kan desuden leveres med et svingbart anhængertræk, der kan trække op til 1.500 kg.

Den firehjulstrukne G9, som er topmodellen, har op til 551 hestekræfter med et maksimalt drejningsmoment på 717 Nm, hvilket accelererer den store SUV fra 0-100 km/t. på kun 3,9 sekunder. De øvrige modeller kører med baghjulstræk.

Man kan allerede nu forudbestille den nye P7 og G9, og levering forventes fra henholdsvis juni og september.

Voldsomt opgraderet sedan

Xpeng P7 er en slags konkurrent til Tesla Model 3, dog noget længere. Bilen har kunnet prøvekøres herhjemme, men Xpeng Danmark har ventet på en opdateret udgave, og den er klar nu.

Prisen begynder ved 399.900 kr., og det er en snes tusinde kr. lavere end de første meldinger, som Xpeng kom med. Samtidig er teknikken opdateret, så den nu lynlader med op til 175 kW, hvilket skulle betyde, at den lader fra 10-80 pct. på 29 minutter og batteriet er på lige godt 86 kWh.

Vælger man denne såkaldte Long Range udgør den officielle rækkevidde 576 km. Den lange sedan med klassisk sedan-bagagerum har desuden fået elektrisk bagklap, soft close-døre samt en varmepumpe og et opvarmet rat. Derudover skulle interiørkvaliteten have fået et løft, og P7 kan endda fås i en vild Wing Edition med mågevingedøre.

Der er ligeledes en Performance-udgave, som har hele 473 hk, så den kan spurte til 100 km/t. på kun 4,1 mod ellers 6,7 sekunder. Her er prisen 479.900 kr., mens modellen med mågevingedøre står til hele 599.900 kr. Vælger man en af disse modeller er rækkevidden begrænset til 505 km.

Som et nyt brand i Danmark vil Xpeng sikre ro i maven hos de danske elbilejere og giver derfor 7 års garanti på alle biler, som er købt i 2023. Ellers vil garantien fra 2024 og frem være på fem år.