Fortsæt til indhold

To lastbiler med 66 europapaller har nået Ukraine: Lokal nødhjælp giver varmen i krigszone

Rotary Røndes indsats spredte sig som ringe i vandet. Nu er varmt tøj, soveposer og legetøj nået frem til den ukrainske by Lviv.

Samfund

3. februar kørte det synlige bevis på en enorm lokal nødhjælpsindsats ind på en fabrik i den ukrainske by Lviv.

To lastbiler fyldt med 66 europapaller med vintertøj. 140 sække med soveposer og dyner. 42 generatorer, legetøj, værnemidler og 10 mobile senge er resultatet af den humanitære indsats, som Rotary Rønde igangsatte i december sidste år.

Da havde havde Rønde Rotary besøg af tre Rotary-klubber fra Lviv, som fortalte om de forfærdelige vilkår den ukrainske befolkning lever under, efter Ruslands invasion af landet.

De fortalte om de umenneskelige overgreb den ukrainske befolkning oplever, og hvilke ting der ville være en konkret hjælp og godt at samle ind. Rønde Roraty organiserede straks en indsamling der har dækket hele Djursland og dele af Aarhus området.

Det har mundet ud i syv indsamlingsdage fra Rotarys lokaler i Rønde, hvor alle kunne komme og aflevere deres donationer.

Det har været en stor succes og vi har hentet frakker hos Niels Haslund for det der svarer til 42 store flyttekasser.
Rotary Rønde

Flere af indsamlingsdagene blev der afleveret så mange ting at der var over 20 frivillige der tog imod og sørgede for at sortere, fordele og pakke. Derudover er der løbende i indsamlingsperioden blevet sat mange sække udenfor Rotarys lokaler. Tak for det, skriver Rotary Rønde i en pressemeddelelse.

Masser af støtte

Efter Rotary lancerede indsamlingen besluttede Niels Haslund fra Hr. Haslund, at han hver gang en kunde købte en ny frakke ville han give 500 kroner for den gamle frakke og donere alle de indleverede frakker til indsamlingen til Ukraine.

»Det har været en stor succes og vi har hentet frakker hos Niels Haslund for det der svarer til 42 store flyttekasser,« lyder det fra Rotary Rønde, som ligeledes sender en tak til sponsorer

»Uden de mange sponsorer havde det været svært: Vi har oplevet at blive meget positivt mødt hvor vi har spurgt om hjælp. Der har ikke været en eneste der har sagt nej til at hjælpe. Rønde Sparekasse – Stark i Rønde – Niels Haslund – Lokalavisen – Stok Emballage – Børge Møller Grafisk – Oscar biludlejning i Knebel – PL EL-installation i Lystrup – MC Emballage - Edelslund A/S - Anonym donation fra Dråby som betaler den ene af de to lastbiler der er sendt afsted. Den anden betaler Rotary i Rønde. Vi har undervejs ligeledes fået stor støtte fra Rotary i Grenaa og Ebeltoft.«

Klar næste vinter

Rønde Rotary har lukket ned for indsamlingen for denne vinter men følger situationen tæt, og ser på, hvor der en anden gang opstår en mulighed for at hjælpe de ukrainske borgere.

»Hvis det viser sig det er nødvendigt at der skal samles mere ind, så er planen, at vi starter op til august 2023, så vi kan fremsende noget inden 1. november 2023,« oplyser Rotary Rønde.