Ny sundhedschef på plads i Favrskov
47-årige Birgitte Holm Andersen bliver fra 1. juni 2009 ny sundhedschef i Favrskov Kommune. Hun kommer fra et job som kontorchef i Region Midtjylland.
Favrskov Kommunes første sundhedschef, Christian Boel, gik tidligere på året videre til en stilling i Region Midtjylland. Nu henter Favrskov Kommune en ny sundhedschef netop i Region Midtjylland.
Birgitte Holm Andersen har siden 2005 været kontorchef for Folkesundhed og Kronikerindsats i Region Midtjylland.
Hun er uddannet cand.oecon. fra Århus Universitet og har blandt andet også erfaringer fra ansættelser på Århus Kommunehospital, psykiatrien og den primære sundhedstjeneste i Århus Amt.
Visioner for sundheden
Jacob Stengaard Madsen, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune, glæder sig til samarbejdet med Birgitte Holm Andersen.
-Hun er analytisk skarp og intelligent og har et indgående kendskab til sundhedsvæsenets kompleksitet. Desuden har hun visioner for sundheden i kommunen. Som personaleleder får hun gode skudsmål med på vejen som afholdt og lyttende. Endelig vil jeg også gerne fremhæve, at hun med sin erfaring og sit netværk har gode forudsætninger for at udvikle vores samarbejde med regionen, hospitaler, almen praksis og andre interessenter, siger Jacob Stengaard Madsen.
I sit nye job ser Birgitte Holm Andersen det at fremme folkesundheden som en af de vigtigste udfordringer overhovedet.
-Favrskov Kommune vil gerne være kendt som en kommune, hvor sundhed er for alle, og hvor folkesundheden konstant forbedres. Den ambition vil jeg gerne være med til at realisere, siger Birgitte Holm Andersen, der bor med sin familie i Højbjerg.