Fortsæt til indhold

Pernille Agerholm blev årets bordtennistalent

Samfund
Af Martin Schultz

Det er kun gået en vej - og det er fremad - for den unge bordtennisspiller fra Rønde Bordtennisklub siden hun som 8-årig fulgtes med sin far og storebroder til træning i bordtennisklubben.
Forleden kronede den 18-årige gymnasieelev sin flotte karriere med udmærkelsen som Årets Talent ved en festlighed, hvor Danmarks absolutte bordtennis-es, Michael Maze, samtidig blev kåret som Årets Spiller.

Med til VM i Kina og Japan

Allerede som 15-årig blev Pernille Agerholm udtaget til det danske kvindelandshold og slog dermed en stor streg under sin position som landets førende kvindelige ungdomsspiller.
Siden er det blevet til mange ture med landsholdet til blandet andet VM i Kina og Japan. Det blev bemærket, at hun ved VM i Japan i foråret kvalificerede sig til hovedturneringen.
Hun har tre gange vundet DM for seniorer i damedouble og vandt i år fire ungdomsmesterskaber.
I alt har Pernille Agerholm vundet ikke færre end tyve danske mesterskaber for ungdom, og det er rekord for en dansk ungdomsspiller.

Satser på at komme i top 50

Pernille Agerholm går i 2. g på den særlige Team-Danmark linie på Marselisborg Gymnasium i Århus.
"Jeg er meget glad for at blive kåret som årets talent. Det har været en god sæson og jeg håber om en måned at komme langt ved EM for ungdom. På længere sigt er det min ambition at komme mellem de 50 bedste i verden," siger Pernille Agerholm.

Pernille Agerholm har præmieskabet fuld af sølvtøj.