Internationale IT-eksperter på Thomas Helsteds Vej
Skandinaviens største advokatfirma inden for IT-ret ligger i Skanderborg. Her rådgives om alt fra domænenavnskonflikter, persondatabeskyttelse og ikke mindst virksomhedernes behov for IT-kontrakter
Hos advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted er det helt i orden at gå på Facebook eller surfe på nettet i arbejdstiden. Som Skandinaviens største specialiserede advokatvirksomhed inden for IT-ret, er det nemlig medarbejderens opgave at holde sig opdateret på de mange nye muligheder og juridiske faldgrupper på nettet. Lovgivningen følger nemlig ikke altid med teknikken, og det giver store udfordringer for virksomheder og private i forhold til blandt andet ophavsret, persondata og IT-kontrakter. Klientellet er alt fra den lille iværksætter til store børsnoterede virksomheder, der alle har brug for rådgivning i forhold til at navigere i det evigt ekspanderende område. "Vi er de største i Skandinavien inden for alle aspekter af IT-rådgivning," slår Hanne Bender fast. Det var hende, der i 1997 startede virksomheden op i Skanderborg med kun en deltidssekretær ansat. Siden er der kommet endnu en afdeling i Købehavn, og via en fusion er der i dag i alt 16 jurister ansat og administrativt personale. I foråret flyttede Skanderborg-afdelingen til Vejdirektoratets tidligere lokaler på Thomas Helsteds Vej. "Vi har en brændende interesse for faget og kaster os over de nye ting, så vi altid er på forkant. Vi bruger utrolig meget tid på at opdatere hinanden og sparre hver uge," fortæller advokat Peter Lind Nielsen.
Hurtigt ekspert
Da Hanne Bender som nyuddannet kandidat fra jura-studiet i København i 1983 begyndte at interessere sig for IT-området, var der ikke mange reguleringer og regler på området, og endnu færre, der vidste noget om juraen på nettet. "Jeg blev hurtigt ekspert, selv om jeg kun var 24 år og var senere med til at starte undervisningsforløb om emnet på Århus Universitet," fortæller Hanne Bender, der efter en ph.d. besluttede at starte egen virksomhed. "Det var et brud med traditionel advokat-tankegang. Jeg ville vise, at det var muligt at være succesfuld advokat og have små børn. IT gør det muligt at placere virksomheden hvor som helst, og da jeg bor i Skanderborg, var det oplagt at starte her," fortæller Hanne Bender.
Rådgivning før
Placeringen af virksomheden uden for København og Århus er ikke det eneste, der skiller Bender von Haller Dragsted ud. Størstedelen af den juridiske bistand, firmaet tilbyder, foregår nemlig uden for retssalene. "Vi bruger 80 procent af vores tid på rådgivning og 20 procent på retssager. Vi rådgiver up-front, eksempelvis før kontrakterne indgås, frem for at vente til der er knas," siger Hanne Bender og tilføjer: "Især i krisetider er kontrakter vigtige, og kan være det, der afgør, om din virksomhed overlever. Hvis du ikke kan skrue op og ned for dine IT-mæssige behov i en krisetid, har du et kæmpeproblem, og der kunne din kontrakt måske have reddet dig". Derfor har firmaet udviklet en intensiv uddannelse i IT-ret og kontrakter, der henvender sig til økonomichefer, direktører og juridiske rådgivere ude i virksomhederne. "Generelt er der ikke opmærksomhed nok på kontrakterne, og hvor IT tidligere var en stabsfunktion bestående af to nørder nede i kælderen, er IT i dag en integreret del af ledelsen og den kommercielle del. Prøv bare at pille stikket ud af væggen, og se hvor svært, det er at drive virksomhed så," smiler Peter Lind Nielsen.